Alle billeder i denne artikel er skudt af forfatteren, der også er model på billederne. Udstyret er et Nikon D90 (sat på 20 sekunders forsinkelse), Nauticam housing, Inon Z240 og/eller Ikelite DS160 blitzer, ReefNet snoots, Tokina 10-17mm objektiv og Velbon CX-300 og/eller Gorillapod Focus stativer.
OM FORFATTEREN
Canadiske Keri Wilk er ingeniør og undervandsfotograf med 15 års erfaring i at udforske verdenshavene. Han har modtaget mange internationale anerkendelser og er publiceret i talrige magasiner, videnskabelige tidskrifter og bøger.
Der er både fordele og ulemper ved at rejse alene som undervandsfotograf. Det fik jeg at mærke under min to måneder lange rejse i Indonesien. Det gav en forfriskende frihed, når jeg skulle planlægge min dyk, mine flyveture, og hvor jeg skulle bo og spise. Men hvis man er socialt indstillet, kan det være lidt ensomt ikke at have nogen af dele oplevelserne med.
For en undervandsfotograf bliver listen af ulemper dog endnu længere. I stedet for at have to sæt øjne, der spejder efter motiver, må du nøjes med dine egne. Normalt har du en fast makker, der kan varetage din sikkerhed, mens du er fokuseret på et motiv gennem søgeren. Men uden, så er du alene med dine bobler. Og når et smukt sceneri, en gruppe blødkoraller, eller et vrag råber og skriger på en model, der kan være prikken over i’et eller give en fornemmelse af størrelse, så er der ikke noget at gøre … eller er der? Der er er faktisk noget, du kan gøre. Med de korrekte værktøjer, lidt teknik og omhyggelighed, så kan du være din egen model og udnytte situationer, der ellers var gået din næse forbi.
Selv om jeg ofte dykkede med lokale guider, var jeg principielt solodykker på det meste af min tur. Og da jeg ikke ville gå glip af de muligheder, der dukkede op, var...










