REJSE Der er flere selskaber der flyver fra Danmark til Durban via en europæisk hovedstad til Durban (oftest via Johannesburg). Rejsetiden er omkring 20 timer og priserne på fly ligger omkring 8.000 kr. Port St. Johns ligger omtrent 400 kilometer syd for Durban og det tager fem-seks timer at køre dertil med bil.
SÆSON OG ÅRSTID Juni og starten af juli kører Sardine Run. Sandtigerhajernes parringstid ved Aliwal Shoal indtræffer samme årstid. Delfiner og hvaler er almindelige på begge steder.
VALUTA 10 sydafrikanske Rand = 6,50 kroner
Du har måske set tv-billederne? Delfiner, hajer og styrtbombende måger, der angriber de skrækslagne og tæt sammentrængte sardiner fra alle sider. Hvorfor ikke følge med ned og se hvordan skuespillet tager sig ud under overfladen? Vi lover, at det bliver en rejse, som ikke ligner noget andet, du har oplevet.
Hundredvis af kredsende havsuler sladrer om, hvor sardinerne har samlet sig. Sulerne er blevet lokket af plasket fra delfinerne, der har omringet en stime sardiner. Sulerne har fået øje på den mørke skygge af de tæt sammentrængte sardiner. Skyggen bevæger sig langsomt på flere meters dybde.
Rob Nettleton er vores skipper og Dietmar Posch har organiseret rejsen. Vi spejder intensivt og snart begynder sulerne at dykke i tæt formation ned mod et område, der kun er et par meter bredt. Så er det tid til at manøvrere vores RIB hen til stedet og gå i vandet. Dykning under den slags forhold giver rendyrkede adrenalinkick.
Dagen begyndte klokken syv en tåget julimorgen på Mkabatifloden i nærheden af Port St. Johns på Sydafrikas sydøstkyst. Lufttemperaturen holder sig omkring kølige fem grader. Vi bærer våddragt, uldne huer og regnslag. Rob styrer vores RIB...







