Sudan by boat

Strømmene mødtes i et knudepunkt lige foran mig – lige rundt om hjørnet langs koralvæggen. Jeg kunne se et masse sølvglinsende tunfisk kæmpe hårdt i strømmen lige i nærheden. Jeg bevægede mig forsigtigt fra den ene koralknold til den næste, mens jeg forsøgte at undgå den værste strøm. Til sidst nåede jeg det yderste punkt, hvor jeg satte min reef hook fast i et dødt stykke koral og svævede frit et stykke oppe.
Fem grå revhajer opførte en slags vandballet i den frembrusende strøm, og en lang udtrukket stime barracudaer svømmede på rad og række efter hinanden – ikke i den almindelige kompakte hvirvelformation. Fire enorme trevaller havde valgt den samme rute som jeg. De blev overraskede over at møde det underlige boblende væsen, som hang i enden af en line midt ude i det blå. En lille papegøjefisk flagrede energisk med finnerne ved siden af mig i nogle øjeblikke – så gav den op og lod sig rive med af strømmen.
Ingen af de andre dykkere fra båden havde gjort mig selskab. Jeg antog, at de havde fundet noget bedre at kigge på. Under alle omstændigheder så beundrede jeg skuespillet i en halv times tid, hvorefter jeg løsnede krogen og lod strømmen føre mig bort. Snart var jeg helt i strømmens vold. Tilbage på hjørnet stoppede den, og jeg måtte svømme hårdt til i et kvarters tid for at indhente de andre.
Vi befandt os omtrent så langt mod syd, som man kan komme i vandet ud for Sudans kyst, inden man krydser grænsen mod Eritrea. Der ligger en soltørret lille ø, der knap er meget mere end en sandbanke. Øen hedder Dahrat Abid. En anden lignende ø i nærheden hedder Barra Musa Kebir. Der måtte en ulykkesramt besætning på en italiensk ubåd tilbringe lang tid under anden verdenskrig, efter at deres fartøj var sejlet på en ø og var sunket. Vraget ligger nu for dybt til at dykke på.
Både Dahrat Abid og Barra Musa Kebir er egentlig toppene af hver deres enorme koralsøjle. Søjlerne fortsætter med næsten lodrette skrænter, der falder ned til flere hundrede meters dybde. Ovenover byder øerne på intet andet end sand og tørre buske. Deres rigdomme ligger udelukkende under overfladen.
Dahrat Abid har et lille plateau på nogle meters dybde. Det er konstant omsvøbt af stærke strømme. Frodige blødkoraller dækker hele plateauet, og det er et rev i Rødehavet, der kun er besøgt af yderst få dykkere. Øen ligger dybt indlejret i min hukommelse fra de dage, hvor jeg var så heldig (eller uheldig, vil nogen måske mene) at være dykkeguide på en sydlig ekspedition i Rødehavet så langt tilbage som 1992.
Jeg husker, hvordan jeg kom op til overfladen efter et dyk med mine gæster – alle italienere. Vi opdagede, at der ingen både var inden for synsvidde. Ingen liveaboard. Ingen gummibåd. Bare åbent hav. Det gav naturligvis anledning til en hel del bekymring. Miseren skyldtes et teknisk problem med båden. Den dukkede op tre timer senere. Men vi lå og gyngede i overfladen uden at kende vores skæbne.

Langfart
Nu...