Copenhagen Diveshow 2009
– Krise? Hvaffor en krise?
Det er fristende at starte en reportage fra Copenhagen Diveshow med at opremse alle de begivenheder, der er nye eller unikke for årets udgave af messen. Men i virkeligheden er grundstammen snarere de oplevelser, der finder sted år efter år, og de udstillere, der med en utrættelig indsats er med til at gøre Copenhagen Diveshow til en fest. Det er den rette kombination af tradition og fornyelse, der er opskriften på en god dykkemesse.
Master Dive stod igen i år for afviklingen af prøvedyk og instruktørerne var i vandet fra morgen til aften. Det er især børnene, der benytter sig af muligheden for at få sig en dukket i prøvedykspoolen – de fleste voksne er nok for generte til at presse de komfurblege januar-lemmer ned i stram neopren midt i Bella Center på en lørdag eftermiddag. Og det kan man måske godt forstå. Poolen blev også flitigt brugt til fridykningsopvisninger og til test af forskelligt udstyr.
DYKs stand lå som altid i bunden af hal C4, og standen var pyntet med alle de udvalgte bidrag til fotokonkurrencen (læs mere om fotokonkurrencen på side 35). DYK havde i år i samarbejde med Bella Center fået lavet nye kæmpeplakater til at hænge op i loftet – mest imponerende var den 15 meter lange hvalhaj, der prydede bagvæggen og som kunne ses på lang afstand.
Hos DYK kunne man i øvrigt tegne abonnementer, tilmelde sig DYKs populære nyhedsbrev og stemme på sit favoritfoto. Stor tak til Camilla Grundtvig, Pernille Hyldeqvist, Frank Chinmart, Casper Dreiøe og Jeppe Jeppesen for hjælp på DYKs stand.
Branchen
At Copenhagen Diveshow efterhånden har udviklet sig til et vigtigt omdrejningspunkt i den danske dykkebranche, vidner det store antal besøg fra de mange, der på den ene eller anden måde er tilknyttet faget. Selv om man ikke udstiller, er det næsten en nødvendighed at pleje sit netværk på Copenhagen Diveshow. PADI Nordic havde på deres stand mange samtaler med både dykkere, dykkercentre og instruktører, og PADIs personale benyttede samtidig lejligheden til at afholde member forum og instruktørtræning. Det var også med til at trække endnu flere branchefolk til i weekenden. Ikke bare fra hele Danmark, men også fra Sydsverige og sågar fra Norge. Andre uddannelsesorganisationer som SSI. IANTD, DSF og IAHD havde også godt besøg på deres respektive stande.
Frømandskorpset lavede opvisninger i tanken og holdt foredrag om mental styrke. Som altid stimlede børnene sammen om rørebassinet hos Fjord&Bælt, hvor de med skrækblandet fryd aede krabber, søstjerner og ulke.
Foredrag
En af de meste prominente gæster i år var John Bantin, der dykker omkring 300 dyk om året, hvor han tester udstyr, skriver reportager og tager fotos til Diver og DYK. På sine mange rejser gennem de sidste 20 år har han testet mere udstyr og flere dykkesteder end de fleste nogensinde kommer til. John er en typisk brite med en god sans for humor samt en klædelig selvironi. Han viste...