Dominica

Jeg har aldrig mødt Nigel Lawrence, der er chef for Dominicas eneste marine naturreservat, men jeg ved, at han overvåger sine domæner nidkært. Min seneste rundtur blandt Caribiens naturskønne øer blev organiseret af et turistbureau, der var interesseret i at lokke flere turister til. Men Nigel Lawrence besluttede i sidste øjeblik, at DYKs læsere ikke skulle have et indblik i alt det smukke, der fandtes i Soufriere Scotts Head Marine Reserve.
At holde dykkere helt væk er naturligvis en effektiv måde at beskytte revet på, men jeg gætter på, at det snarere var lokalpolitik, som fik Mr. Lawrence til at fjerne hans øjesten fra min liste. Jeg plejer nu ellers ikke at omgås uforsigtigt med skrøbelige koraller.
Nuvel, hvem har brug for Nigel Lawrence, når vi har Billy Lawrence? (De er ikke i familie). Billy er kajakkongen af dykningen på denne juvel i den sydvestlige del af Windward Islands. Han er noget af en dykkende miljøaktivist på sin egen måde.
Billys nye dykkercenter Al Diving ligger lige uden for Dominicas hovedstad Roseau. Lidt syd for centret bryder mineselskabet CSS såkaldt tarrish i et kedeligt udseende stenbrud. Tarrish er et vulkansk materiale, der anvendes i bygningsarbejde. Den store landevej går langs foden af tarrishklipperne, derefter er der lidt klippeblokke ved stranden og et stykke ude i vandet ligger Solomons Reef. På Al Diving holder man af at tage gæster med til dette rev, når man ikke tager endnu længere ud til marineparken.
Da Billy opdagede, at chefen for stenbruddet var snorkler, indbød han ham til at komme med ud på et dyk, så han ved selvsyn kunne se hvilket fint og skrøbeligt koralrev, der lå lige ved hans dørtærskel. Chefen blev tilstrækkelig imponeret til at gå med på at hjælpe til med at bevare revet. Og ikke bare det. Ifølge Billy har stenbruddet reduceret mængden af slam, som tidligere blev udledt i havet på dette sted.
En varm og rolig dag padlede vi fredfyldt i kajakker til Solomons Reef. Det sparer brændstof og er at foretrække frem for at tage den store båd ud. Den skulle i så fald være gået til den anden Mr. Lawrences reservat. Okay, vi kunne også være nået frem til stedet ad vejen, men hvad sjovt er der ved det?
Vi kørte kajakkerne op på stranden, og Billy og jeg gjorde os klar til at dykke i bølgerne. Det var lettere på denne måde frem for at forsøge at hoppe i direkte fra kajakkerne. Snart var vi nede i vandet. Først passerede vi nogle ikke særlig lovende vulkanske klipper, men de blev snart erstattet af koraller og Dominicas sædvanlige imponerende sortiment af farvestrålende svampe, formet som kolossale kurve, tønder og gule rør.
Jeg havde allerede set flere endnu smukkere koralrev mod nord. Dette lave rev havde modtaget sin andel af stormskader. Men det var påfaldende rigt på liv. Næsten med det samme fandt vi en lyserød søhest, der havde halen rullet omkring en koralgren. Hele tiden drejede den sig som for at fremvise sin eftertragtede profil....