Filippinerne

– No worries, mate. Vi sejler bare bangka’en op på stranden lige neden for hotellet hver aften, så kan du bare klatre i land. Sådan sagde Andrew – en entusiastisk australsk salgsrepræsentant fra Abys World på Scuba Travels stand på dykkemessen.
– Hmm … to uger i udriggerkano. Du tager vel ikke laptoppen med? spurgte min hustru. Det gjorde jeg faktisk, men ved nærmere eftertanke burde jeg nok også have taget en vandtæt taske med til den. Det ville have gjort mine daglige ture mellem bangka’en og stranden i en overlæsset stenalderkano lidt mindre nervepirrende.
Hvad er en bangka overhovedet? Det er et traditionelt bygget fartøj, og vores bangka var ganske stor. Den havde et mere end 20 meter langt kanolignende skrog med en yderst begrænset dybdegang. På begge sider flankeredes hovedskroget af kraftige udriggere. De gjorde hele fartøjet næsten lige så bredt som langt.
På dækket var der lidt beskyttelse mod elementernes rasen i form af en hytte, som var lavet af det fineste tømmer. Master og udriggere bestod af afløbsrør samt store bundter bambuspæle, der var sammensurret med metervis af tyk fiskeline og kabelstrips. Wirerne var ikke spændte. Deres funktion var at begrænse, hvor langt ned udriggerne gik i vandet.
Agter stod en trækasse, der mindede om noget, man kunne anvende som dukketeater. Den gav en vis afsondring, når man havde behov for et toilet. Man spulede ved hjælp af en pøs, der var bundet til et stykke reb.
To mindre udriggerkanoer lå fastsurrede på udriggerne. De skulle anvendes som joller, når der opstod et behov for at komme i land. Der var ingen rælinger, som kunne forhindre nogen i at falde over bord. Dæksområdet, der var beregnet til passagererne, var belagt med blå skridsikre måtter. Besætningen kunne derimod kravle rundt over det hele – hvilket de også gjorde.
Førsteindtrykket var måske ikke synderligt positivt. En inspektør fra helbredsmyndighederne eller arbejdstilsynet ville nok få et føl på tværs. Inspektionsprotokollen med risikobedømmelser ville blive tyk som en Tolstoj-roman. Men vi vænnede os snart til forholdene, og vi begyndte at kunne se fordelene sammenlignet med mere konventionelle dykkebåde. Alle passagerer tilpassede sig bemærkelsesværdigt hurtigt, og vi følte os snart som medvirkende i Kevin Costner-filmen Waterworld.
Hele herligheden bevægede sig med halsbrækkende fart, mens den slangede og slingrede sig frem gennem bølgerne takket være en Isuzu lastbilsmotor på 280 hestekræfter. Rorgængeren havde en fiskeline, der gik direkte til motorens speeder. Linen var sat fast i et søm i den anden ende. Maskineriet skulle gasses op til næsten maksimale omdrejninger, hvis båden overhovedet skulle bevæge sig baglæns. Det kunne tyde på, at den oprindelige gearkasse havde siddet mellem selve motoren og skrueakslen

Eventyrferie
Farten fremad var en helt anden historie. Vi blev skudt af sted med hastigheder, som nærmede sig 18...