Fridykning Fridykning

Fridykning – her dyrket i sin absolutte reneste form helt uden udstyr – kan give mange glæder. Men man får mere ud af oplevelsen og mere sikker dykning, hvis man kender lidt til fysiologien.

Delfiner kan ikke lide larmende bobler, så hvis man vil i nærkontakt, er fridykning den bedste metode.

Forrige Pause Næste

1 af 2

Fridykning

– sådan gør man den sikker

Af Wesley Hyatt og Richard Vann, Ph.D.

At holde vejret kaldes for apnea og det er ellers stik imod grundfilosofien i scuba-dykning, hvor man jo netop ikke må holde vejret. Ikke desto mindre kan fridykkere og scubadykkere lære meget af hinanden.

Fridykning indebærer, at man holder vejret. Det har sine fordele. Man slipper fx for at slæbe på tungt dykkerudstyr. De bedste fridykkere kan desuden gå langt dybere, end de fleste scubadykkere plejer at gøre. Den nuværende dybderekord er fx over 200 meter. Men deres dyk er til gengæld kortere. Dykket varer jo kun så længe som man kan holde vejret og vende sikkert tilbage til overfladen.
Inden for nogle grene af fridykningen behøver man hverken finner eller neddykning til større dybder. Alle grenene har dog en ting til fælles. Udøveren holder vejret i en længere tidsperiode.
Fridykning som fritidsaktivitet er vokset i de senere år. Samtidig har nogle ulykker i forbindelse med fridykning fået stor opmærksomhed og har dæmpet entusiasmen. Ligesom ved almindelig sportsdykning må man tage hensyn til sin sundhedstilstand og sikkerhedsregler for at undgå alvorlige ulykker eller til og med dødsfald.

Kort historik
Fridykning kan spores mere end 5000 år tilbage. Forskeren og dykkeren William Beebe skrev i sin bog Half Mile Down fra 1934 om en arkæologisk udgravning i Mesopotamien, det nuværende Irak. Der fandt man indlæg af perlemor, som kunne dateres til 4500 år f.Kr. Fundet viste, at den tids dykkere indsamlede østers for de smukke skallers skyld, og måske også for at spise kødet. De må altså have fridykket. For mere end 2000 år siden havde fridykkere udviklet sikre metoder for at komme ned til omkring 18 meters dybde og blive der i ca. et minut.
Helt op til starten af 1900-tallet var fridykning vigtig for madforsyningen i mange kulturer langs verdens kyster. Fridykkere kunne forsørge deres familie eller deres samfund ved at dykke efter spiselige dyr, og i nogle tilfælde ved at sælge perler eller smykker af forarbejdet perlemor. På nogle af øerne i Hawaii fanger mange fiskere en stor del af deres mad ved at fridykke i havet.
Efter anden verdenskrig udviklede fridykningen sig til en international konkurrencesport. Udfordringen lå i at bryde de grænser, som man mente var mulige for både tid og dybde. I 1949 vurderede National Geographic Magazine, at der fandtes omkring 8000 fridykkere alene i USA. Hvor mange, der udelukkende dykkede for fornøjelsens skyld er uvist. Sidst i 1960’erne gjorde man nye fremskridt. U.S. Navy-dykkeren Bob Croft og fridykkeren Jacques Mayol nåede rekorddybder på over 60 meter.
I de senere år har fridykning fået betegnelsen ekstremsport. Mange dykkere træner for at sætte rekord i dybe og langvarige dyk. Moderne fridykning som konkurrencesport begyndte i dykkerklubberne.
I de seneste seks år har fridykningen fået en større bredde. Alt fra enkel snorkeldykning til ekstrem fridykning og konkurrencedykning. Adskillige organisationer tilbyder en formel uddannelse og certificering.
En anden vigtig aktør inden for området er International Association for the Development of Apnea (AIDA), som er fridykkernes verdensorganisation. Den retter sig i første...