Tæt på

At jeg lever og kan skrive disse linier skyldes udelukkende, at min makker Therese Dorsch (divemaster) gjorde alting fuldstændig korrekt, og at bådskipperen Fredrik Torstensson og dykkelederen Birgitta ”Bitte” Alm på KON-TIKI i Smögen var knivskarpe i deres roller. Oven i kommer sikkert en tredive personer, lige fra kystbevogtning, søredningstjenesten, helikopterpersonale, ambulanceførere, læger, sygeplejersker, politi, det koordinerende personale osv. Alle imponerede de mig stort.

Thetis

Vi er seks makkerpar, som forlader KON-TIKI dykkecentret i Smögen. Fredrik styrer ud mod bølgerne og sætter kurs mod Thetis’ røde bøje. Fremme på dykkestedet giver Bitte sin briefing, vanen tro, og alle gør sig klar til dykket. Therese er grundig med makkerchecket. Dykket begynder med, at jeg tager fejl af min makker i vandet. Det bliver hurtigt rettet og har ingen anden betydning for fortsættelsen, end at der forbruges lidt luft. Therese og jeg genforenes ved bøjen efter et minut.

Vi går ned langs linen, som hænger i en stor bue fra bøjen ned til Thetis’ forreste mast. Vi følger roligt bagbords ræling og svømmer ind over dækket. Therese lyser ind i lastrum og kroge med sin stærke lygte. Vi fortsætter agterud, stopper lidt op ved styrehuset og lyser ind. Sigten er rimelig og vi fortsætter rundt om agteren, hvor trawl hænger draperet et stykke op i en stag. Hidtil er dykket en kopi af et, jeg udførte fire dage tidligere. Jeg checker luften og mindes om, at jeg har skiftet regulator. Manometeret er anderledes end mit sædvanlige, men jeg noterer, at alt ser godt ud og fortsætter fremad. Det har under dykket været nødvendigt at tømme masken flere gange. Det er irriterende, men forløber i øvrigt fint. Vi stopper ved forreste mast for at studere den fantastiske samling søanemoner som tydeligvis kan lide vraget. 

Helt slut

Nu er der fire minutter tilbage ifølge computeren. Therese og jeg sammenligner vores computere, som viser det samme. Vi signalerer opstigning. Vi følger rebet som i begyndelsen går næsten horisontalt, for derefter at slå en stor bue op mod bøjen. Jeg checker computeren og noterer, at dybden er 22 meter. Vi stiger sagte nogle meter, da det pludselig føles mærkeligt at ånde ind. Er der noget galt med regulatoren? Jeg prøver en gang til, men det er endnu værre. Jeg får næsten ingen luft overhovedet. På tredje forsøg er det helt slut. Først nu fatter jeg, at luften er opbrugt. Therese er tæt på, men lidt under mig. Mine lunger er tomme og jeg behøver luft. Nu! Jeg spejder fortvivlet efter Thereses octopus og signalerer tom for luft, men det går så hurtigt, at jeg tvivler på, om hun opfatter signalet. Hendes octopus ses tydeligt mellem armen og kroppen og jeg bøjer mig fremad og ned og får fat i den. 

Normalt tømmer jeg mit mundstykke ved at ånde kraftigt ud i det. Jeg bruger næsten aldrig knappen. Jeg forsøger pr. refleks at tømme...