DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Portfolio  Portfolio

Frode Uhre

– flyvende fotograf

44 årige Frode Kjems Uhre bor i København og er til daglig pilot i SAS. Han købte sit første undervandskamera i 1986. Det var et Nikonos V med en 35mm standardoptik og en Nikonos SB103 blitz. Han blev ”hooked” med det samme, og nu føler han sig nærmest nøgen, hvis han dykker uden sit kamera. I 1995 investerede han i et Nikon F90 og et Aquatica-hus med et par Nikonos SB105 blitzer. Det var Frodes kæreste eje, indtil systemet for nogle år siden druknede på Galapagos-øerne. Men Kort tid efter var han i Tokyo på dykkermesse. Her fik han en længere snak med Nexus’ chefdesigner Toshi Kozawa, hvilket resulterede i, at Frode blev dansk importør af Nexus’ undervandshuse.
Han har ofte følt, det var frustrerende at skulle vælge optik inden et dyk, specielt hvis der var gode muligheder for både makro- og vidvinkelfotografering. Skulle man satse på en vidvinkel hvis hvalhajen kom forbi, eller en makrolinse til søhesten?
Efter et dyk, hvor han havde fem mantarokker svævende rundt om sig, mens der sad en makrooptik på kameraet, besluttede han at dykke med to kameraer med hver sin brændvidde. Han monterede sit gamle Nikonos-kamera med en UV-Nikkor 15mm oven på Nexus-undervandshuset, hvori der sad et nyindkøbt Nikon F100 med en 105mm makrolinse. Begge kameraer blev via et specielt kabel forbundet til blitzene. Siden er der også sat et lille digitalt Sony videokamera på. Det bliver mest brugt, når han dykker med sine to drenge på 10 og 11 år.
I år har Frode besluttet sig for at prøve kræfter med digital uv-foto. Ikke fordi han tror kvaliteten er bedre, men mere for at kunne se resultatet med det samme og dermed lære hurtigere af sine fejl og blive en bedre fotograf. Så han venter spændt på, at Nexus laver et hus til det nye Nikon D2X.
Blandt Frodes favorit-dykkersteder er Papua New Guinea, Galapagos, Vancouver Island og Madagascar, men han drømmer om snart at få kameraet med under isen ved Antarktis.
I kan se flere af Frodes billeder på www.frodeuhre.com

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også