Helikopterperspektiv

Vi har lige haft weekendens sidste vragdyk og på vej tilbage i zodiac’en varmer vi os med suppe, tilfredse efter en god oplevelse. Vejret har opført sig eksemplarisk i flere dage, men nu trækker mørke skyer sig sammen i horisonten, og det er på tide at komme i havn. På vejen hjem er de to gange 90 hestes motorer godt oppe at ringe, da Mary råber højt for at overdøve larmen – hun har fået øje på en lille motorbåd. Den ligger usædvanligt lavt i vandet, og passagererne fægter vildt med armene for at få vores opmærksomhed. Vi sætter kurs mod dem øjeblikkeligt, men på vej derhen synker deres båd for øjnene af os.
Da vi når dem, ser vi fire voksne og to børn kæmpe febrilsk i strømmen for at holde fast på hinanden. De er iklædt let tøj, der egner sig bedre til en strøgtur end en dag på vandet i marts måned og kun børnene har redningsvest på. Vi får dem alle om bord. Vi kommer i læ af vinden og vi giver dem, hvad der er tilbage af suppe i termoflaskerne. En af de to kvinder er tydeligvis gravid, og tiden i det kolde vand har taget hårdt på hende. Hun skal til et hospital i en fart. Til alt held har ejeren af speedbåden nået at lave et nødopkald over radioen, før den sank, og inden længe dukker redningshelikopteren op...

Zulu?
Ugen efter modtog min dykkerklub et brev fra den forulykkede familie med gode nyheder. Takket være helikopterholdet fik kvinden professionel hjælp i tide så hendes graviditet ikke kom i fare.
Oplevelsen fik virkelig tankerne i gang hos mig. Det er ret lidt vi egentlig ved om menneskene og anstrengelserne bag den slags redningsarbejde. Med en dansk helikopterredningstjeneste i verdensformat, var det kun naturligt at arrangere et møde for at finde ud af mere om dem.
– I orden, vi mødes kl. 8.00 Zulu ved indgangen. Øh, Zulu?. Nu er jeg da for alvor faldet af slangvognen, tænker jeg. Det lidt mærkelige sprog tilhører overkonstabel Jørgen Blach. Han er redningssvømmer og flymekaniker i Flyvevåbnets Helikopterredningstjeneste. Han undskylder brugen af flyveterminologi og forklarer, at Zulu-tid er Greenwich Mean Time, brugt internationalt i alle flyveplaner, vejrrapporter og i trafikkontrol for at undgå forvirring om lokal tid, når man krydser tidszoner. Så vi skal altså mødes kl. 9 i almindelig mennesketid, forstår jeg på det hele.
Jørgen og jeg er i gang med at planlægge mit besøg på hans arbejdsplads og under samtalen får jeg hurtigt fornemmelsen af, at han er vild med sit job. Faktisk så vild med det, at det nummer, jeg har ringet til ham på, indeholder hans eskadrillenavn: 722. Jeg lægger på med den konstatering, at manden simpelthen lever for sit arbejde, og at han er stolt af det, rigtig stolt. Men det har han også grund til at være. For når vi andre farer ud og dykker, svømmer eller sejler vores både rundt i de danske farvande på mere eller mindre amatøragtig maner, er det Jørgen og hans kolleger, som finder og henter os, hvis uheldet virkelig er ude. Jeg...