Jan Sangrud

– Det der med ubådsmassakren kommer faktisk fra den gamle filmen motorsavsmassakren. Det var Tom Johansson og jeg, som sad og snakkede en aften og pludselig indså, at det nok ville være et sælgende navn for vores dykketure til området. Navnet satte sig virkelig i folks hoveder, så nu er stedet kendt som ubådsmassakren.
Det første skib, som Jan selv fandt, var Elles Liselott. Hun var en af fire både, som gik tabt en stormfuld nat i 1921. Hun sejlede lige ind i klippen på Grindö, og Jan brugte meget tid på at finde hende.
– Hun var en af Østersøens ”gråspurve”, den tids kystbåde. De kan måske sammenlignes med vor tids lastbiler. De var sejlbåde, som ofte var lastet med tømmer, og de gik op og ned langs kysten.

Et liv ved kysten
Men historien begynder egentlig meget tidligere. Den starter med en søfartsinteresse og et liv koblet til kysten og Västervik på den svenske østkyst. Han havde et sommerjob på en kirkegård, hvor påskriften på en gravsten fangede Jan Sangruds interesse: ”Her hviler Anna Läns, tysker omkommet ved skibbrud i 1921”.
– Det var et eller andet med den inskription, som fangede mig, og derhjemme hørte jeg samtidig mange historier om forlis langs kysten. Det vakte min interesse. Jeg begyndte at lede efter information. Jeg ville vide mere.
Anna Läns var ikke blevet fundet ved forliset, men blev opdaget fastfrosset i isen et par måneder senere af Martin, en af de gamle skippere, som boede på øen Grindö. Da han ville sætte sine garn, så han hendes arm stikke op af isen. Martin havde også været vidne til forliset den der ulyksalige dag, da stormen hærgede rundt om øen.
– Jeg har været heldig at kunne snakke med skippere og folk, som havde været med dengang, fortæller Jan Sangrud.
– Da jeg begyndte at lede efter vrag, havde vi ingen af de hjælpemidler som i dag. Da var lokalbefolkningen den bedste hjælp – de fortalte, hvor deres net sad fast. Hvis man var heldig, kunne man få information, som førte frem til et begrænset søgeområde. Det gjorde det lettere at finde det, vi søgte efter. Det var interessen for søfarten, som var min indgang til dykningen –  dykning blev et middel til at se de skibe, jeg efterforskede.

Levende vrag
Jan mener, at det er en helt anden sag at dykke på et vrag, hvis man kender til historien bag forliset. Hvis man har en øget forståelse for det, som ledte frem til ulykken, sætter man sig ind i det, som skete. Man kan næsten genopleve de sidste dramatiske minutter eller timer. Man skaber en relation til de mennesker, som arbejdede på skibet og til selve fartøjet. Det indebærer, at nærheden til det, man ser, bliver stor, når man derefter dykker på forlisstedet.
– En konsekvens af min måde at se på vragene er, at de vragdykkerkurser, som jeg kører i PADI-regi, formodentlig har en lidt anden vinkling end standardkurset. For mig er vragene meget mere levende en bare en bunke brædder og skrot at kigge på....