Bill Stone

Jeg mødte texaneren Bill Stone en aften efter, at han havde holdt foredrag i Göteborg. Det var arrangeret af Poseidon, hvilket ikke er nogen tilfældighed. Ejergruppen bag Poseidon havde nemlig for nylig opkøbt det firma, som Bill startede i 1980´erne og som udviklede en af verdens store rebreathere: Cis-Lunar.
Bill startede med at dykke i 1976, men han er egentlig uddannet inden for geologi. Han har en Ph.d. i structual dynamics og startede sin karriere med at lave jordskælvsanalyser. Men den brændende lyst til at udvikle, fik ham i gang med at designe meget lange broer. Det gjorde han, indtil fik ansættelse i et statsejet firma, der udviklede laboratorier, som skulle i kredsløb om jorden. Man kan roligt sige, at han i sine forskellige jobs har håndteret endog meget komplicerede problemstillinger.
Men Bill er først og fremmest explorer og har altid kombineret arbejde og fritid med at udforske områder, som ingen endnu har besøgt. I et af sine jobs, skulle han undersøge forskellige geologiske fænomener, heriblandt oversvømmede huler. Da den tekniske dykning befandt sig på at meget lavt stadie på det tidspunkt i 80’erne, måtte han selv lave et setup, som kunne løse opgaven.
– En af de helt store udfordringer var mængden af gas, som skulle bruges på hvert dyk. De almindelige dykkeflaskers kapacitet kunne ikke klare mere og vi besluttede os for at skaffe 450 bars-flasker fra NASA, som vi så byggede sammen i sæt. De mange timers dyb dykning i hulerne, krævede store mængder gas og pludselig havde hver dykker otte af den slags flasker med på hvert dyk. Den egentlige ærgrelse lå jo også i, at 95 procent af ilten i udåndingsluften gik til spilde med et traditionelt åbent system, og der var altid problemer med gasleverancen. I 1987 lavede vi et projekt for National Geographic. Her brugte hver dykker 30.000 liter heliox pr. dyk. Vi dykkede dybt og ved hvert åndedrag kunne vi se nålen bevæge sig. Samtidig måtte der bygges specielle transportmidler til at transportere alle disse flasker under dykket, og vi måtte opfinde specielle gaskamre i hulerne for at have gas nok! Det var ikke videre praktisk, smågriner Bill, da han tænker tilbage.
Teknikeren Bill giver sig med det samme til at efterrationalisere dykkene, og forklarer hvordan han greb det videnskabeligt an. Han fandt blandt andet ud af, at rent statistisk ville udstyret alt for ofte fejle, når så meget var sat sammen. Så begyndte han at kigge lidt på, hvad man gjorde i det ydre rum. Bills erfaring med udvikling af udstyr til rumbrug gav inspirationen til, at hans firma i 1988 begyndte at lave rebreathers.

MK’erne
– Det var generelt udforskning af huler og herunder huledykning, vi var glade for, og vi opfandt hele tiden nye ting. Vi lavede nogle meget detaljerede sandsynlighedsberegninger. Og dem brugte vi til at gennemskue de dyk, vi skulle lave. Vi opdagede, at de beregninger, vi lavede for rebreathers, havde langt færre...