Klart som blæk
– mød Stillehavets kæmpeblæksprutter
Det er et veritabelt muskelbundt, vi taler om. Hver sugekop på dens arme kan løfte 16 kilo! Dette imponerende bløddyr opviser en så kompliceret adfærd, at dagens forskere står stumme af forundring. I den nye bog Super Suckers deler to amerikanske dykkere ud af deres fortællinger.
Naturkenderen og forfatteren Andy Lamb er en veteran, der lærte at dykke i 1967. Under sine udforskninger langs USA’s vestkyst har han mødt mange kæmpeblæksprutter, både i naturen og i akvarier.
Mens Andy samarbejdede med Bernie Hanby om deres bog Marine Life of the Pacific Northwest fra 2005, oplevede han noget mindeværdigt.
– Hver sommer plejede jeg at besøge min ven Charlie Moffet på Brown Island blandt San Juan-øerne. Dengang dykkede Bernie og jeg fra Charlies båd på vestsiden af San Juan Island. Dykket var fint, og vi fandt masser af dyr at fotografere i den gode sigt. Omtrent halvvejs inde i dykket fandt vi en syvkilos kæmpeblæksprutte i en klippesprække. Den så ud til at være i legehumør og begyndte at komme frem fra sit gemmested, husker han.
– Netop da opdagede Bernie, at han var løbet tør for film. Jeg kunne høre et svagt ”satans” og et par andre eder. Jeg signalerede til Bernie, at han skulle sætte kurs mod båden, hente det andet kamera og komme tilbage. Jeg ville ligge og vente med vores nye ven. Bernie stak af, og i mellemtiden fortsatte blæksprutten med at styrke vores venskab. Den begyndte med at krybe langsomt frem og klatre op på mit hoved. Til sidst havde den dækket min maske fuldstændigt, og alt blev sort.
– Derefter begyndte blæksprutten at trække i masken, så den blev fyldt med vand. Og så stod regulatoren for tur. På dette tidspunkt syntes jeg, det var på tide at overtale min ottearmede ven til at bakke lidt. Efter lidt mild armlægning havde jeg held med at få den til at slippe taget noget. Endelig kunne jeg tømme masken og se, hvordan den selskabelige skabning kravlede ned ad min ene arm. Hele forløbet føltes som om, det varede flere minutter, men formodentlig var det meget kortere.
– Snart ankom Bernie med sit andet kamera og en ny rulle film. Bernie nåede at blive klar til at fotografere, lige da blæksprutten var på vej til at forsvinde i sin hule igen. Jeg hørte endnu et ”satans også!”. Resultatet var uden tvivl et af de bedste billeder af en blæksprutte og en dykker, som aldrig blev taget, slutter Andy.
Møde med udyr
Biologen og forfatteren Jim Cosgrove har fortællinger om blæksprutter fra et langt dykkerliv.
– På et dyk passerede min kone Jeannie og jeg engang en lille klippesøjle på omtrent en meters højde. På toppen af søjlen tronede en blæksprutte, der gjorde sit bedste for at se ud som en del af stenen. Vi nærmede os forsigtigt, og vi kom rigtigt tæt på, inden den viste tegn på skræk, så vi stoppede der. Efter nogle minutter virkede blæksprutten, som om den var overbevist om, at vi ikke udgjorde nogen trussel. Den skiftede farve og rejste sig lidt fra klippen for selv at tage et nærmere kig på os, husker Jim.
– Blæksprutten brugte flere minutter på at granske os nøje. Derefter strakte den forsigtigt en af de forreste arme ud og begyndte at føle sig frem over min dragt. Jeannie bakkede et stykke for at iagttage, hvad der skete....