Kys frøen
Tudsefiskene er uden tvivl nogle af de mest bizarre og hemmelighedsfulde fisk i havet. De bliver med stor iver eftersøgt af dykkere med forkærlighed for det sjældne og det usædvanlige, men der skal lidt mere end et skarpt øje til, for at opdage disse naturens mestre i camouflage. Derfor er det heller ikke usædvanligt at se voksne mænd juble som børn, når de har fundet deres første tudsefisk!
For et år siden dykkede jeg i Lembeh-strædet på Sulawesi, som blandt meget andet er kendt for sine mange tudsefisk. Jeg havde fundet en lille isoleret koralknold på en slambund og havde minutiøst undersøgt knolden over det hele (troede jeg). Her var masser af små fisk, kardinalfisk, dværgdragefisk (Dendrochirus brachypterus), to spøgelsesnålefisk (Solenostomus paradoxus) og meget, meget andet. Min dykkeguide kom hen til mig efter et lille stykke tid, og med det samme udpegede han en tudsefisk (Antennarius pictus) for mig, som sad stille midt på en svamp. Jeg syntes ellers, at jeg havde undersøgt knolden ret grundigt, men tudsefisken havde på forunderlig vis undgået mit blik. Jeg var meget pinligt berørt. Hvordan pokker kunne jeg have overset den?
Det fortæller imidlertid alt om hvor dygtige tudsefiskene er til at camouflere sig og det har de god brug for. De er nemlig selv spiselige og lever samtidig som lurrøvere. Derfor skal de både kunne gemme sig for sultne rovfisk og for de småfisk, som de selv spiser. Tudsefisken Antennarius pictus opholder sig som andre tudsefisk ofte på svampe. Den er fyldt med små prikker, der ligner indstrømningsporerne i en svamp og med lidt større pletter, der ligner svampens udstrømningshuller (osculum). Det er den perfekte camouflage.
Andre arter er fyldt med hårede vedhæng, der får dem til at ligne små løsrevne duske af trådalger og sargassotudsefisken (Histrio histrio), der lever i drivende tangskove, ligner en tangdusk til forveksling. Klovntudsefisken (A. maculatus) har i modsætning til andre tudsefisk en iøjnefaldende farvetegning. Den efterligner en giftig fladorm og bevæger ryg- og halefinne i bølgende bevægelser for at efterligne fladormens bevægelser. Selv er den ikke spor giftig.
Farveskift Tudsefiskene (Antennaria) er nært beslægtede med havtasken (Lophius piscatorius), som de deler mange af de samme bygningstræk med. Man møder tudsefiskene i både de tropiske og de subtropiske dele af verdenshavene. Mange af arterne lever på lavt vand, men ikke kun på koralrev. Tværtimod. Man træffer dem oftere nær algebevoksninger, på klipperev med rig bevoksning af svampe, søpunge, mosdyr mm., på forskellige objekter på havbunden og også tit i fordybninger på sandbund med mange planterester. Der er til dato beskrevet 42 forskellige arter af tudsefisk og nye arter bliver til stadighed opdaget. De enkelte arter varierer meget i udseendet og man skal være lidt af en ekspert for at kunne identificere dem. Tudsefisk er mindre arter, som bliver fra 3,5 til 40 cm store. Førhen mente man, at forskelligt farvede tudsefisk repræsenterede forskellige arter. I dag ved vi, at de enkelte arter varierer utroligt meget i farven afhængigt af deres levested. Således er tudsefisk gule, hvis de opholder sig på en gul svamp eller røde, hvis de opholder sig på en rød svamp, selvom det er én og samme art. Mens fisk som fx pighvarren (Psetta maxima) på et øjeblik kan skifte farve, hvis den bevæger sig fra...
