Kystleksikon #51
Langs vestkysten ligger det ene historiske skibsvrag efter det andet, og de bidrager alle til at fortælle om en tid, hvor livet på havet var barsk, og hvor risikoen var til at få øje på. Gennem tiderne er der strandet i tusindvis af gamle sejlskibe på vestkysten, og de fleste endte som vrag. Mange tror, at det er nødvendigt med en båd for at dykke på vragene ved vestkysten, men for enden af Buttervej i Skagen, kommer man direkte til stranden, og her på dette sted kan man besøge op til tre forskellige skibsvrag på samme stranddyk.
Når du går ned på stranden, skal du svømme ud til ca. tre meters dybde og følge kysten øst over, så vil du ved inderkanten af revlen støde på det første vrag. Svøm dernæst ud over revlen og fortsæt tilbage vestover på ca. tre-fire meters dybde og du vil inden for 300-400 meter støde på endnu to træskibsvrag. Undervejs på sandbunden kan du være heldig at møde fjæsingen. Den er en rigtig flot lille fisk, der kan ligge nedgravet i sandbunden. Pas på du ikke stikker dig på piggene. Fjæsingen er giftig og det smerter kraftigt at blive stukket af den.
Indrømmet. Der er ikke meget tilbage af vragene, men resterne bidrager til at holde på dyrelivet, da vraget fungerer som et lille kunstigt rev. Der foregår en kraftig ”sandvandring” på stedet, og revlerne flytter sig konstant. Derfor kan du være uheldig og komme til stedet på et tidspunkt hvor vragene er helt sandgået. Men på den anden side, så er det netop fordi vragene fra tid til anden er dækket af sand, at de stadig er at finde. Var de ikke dækket i ny og næ, ville de være gået til i de kraftige bølger.
Der kan være stærk strøm på stedet, men det opdager du hurtigt, og du kan derfor også nemt træffe beslutning om du skal fortsætte. Du kan opleve fin sigt på op til ti meter. Det bedste tidspunkt er efter en periode med ikke for kraftige vinde fra syd, så er der læ på stedet og klart overfladevand fra Nordsøen er kommet ind i området.
Skagen Nordstrand er kendt som et udmærket sted at fange havørred, så der står ofte lystfiskere her. Pas på og få lige en snak med dem før du hopper i vandet. Vi skal alle være her, og ingen har fortrinsret frem for andre. Normalt kan det løses i god ro og orden.