Liveaboard i Sudan
– Vragdykning blandt 360.000 bomber
Sudan er muligvis Ægyptens nabo mod syd, men så hører lighederne også op. Tager man på charterrejse til Hurghada, skal man regne med godt fem timer. Til Port Sudan tager det let 30 timer. Men ikke fordi man skal sidde i lufthavnen i halvandet døgn. Nej, årsagen er, at flyet mellem Cairo og Port Sudan er permanent forsinket. Derfor er rejsebureauerne nødt til at indlægge en stor tidsbuffer. Vores fly er blot normalforsinket – dvs. syv timer – så klokken når at blive 03.30, inden vi letter fra ægyptisk jord. På dette tidspunkt føler jeg mig ikke ligefrem frisk, men glad for endelig at være på vej.
Efter to timer lander vi i Port Sudan. Solen stiger snart op på den klare himmel og det omgivende landskabs barskhed vidner om de temperaturer, som den glødende sol leverer på disse breddegrader. Allerede klokken syv om morgenen nærmer kviksølvet sig 30-gradersstregen,
Det er en avanceret papireksercits overhovedet at komme ind i landet, men vi får god hjælp af vores lokale guide Sahleh, som på trods af den årle stund, sprudler af energi. Inden vi får lov at stige om bord i transfer-bussen, er der en hindring til, der skal overstås – den manuelle bagagekontrol. Her bliver alle tasker gennemrodet for at sikre, at ingen medbringer ulovligheder som fx alkohol. Et skånsk par forsøger at overbevise toldbetjenten om, at deres flaske Gammel Dansk er medbragt af medicinske årsager. Han åbner flasken og dufter til indholdet, men bestemmer sig hurtigt for, at ingen kan ønske at drikke indholdet frivilligt og lader parret medbringe flasken. Skål for det.
Bilvraget
Efter det obligatoriske tjek-dyk på Wingate Reef, sætter kaptajnen på Royal Emperor kursen mod Sha’ab Suadi, hvor et absurd vragdyk på Blue Belt venter. Skroget ligger omvendt med forenden hvilende på 21 meters dybde. Resten af fartøjet følger den stejle væg ned i dybet og hvis man vil besøge skruen, må man være forberedt på, at dybdemåleren vil komme til at vise 83 meter.
I normale tilfælde er omvendte vrag en ret trist historie, men med Blue Belt forholder det sig anderledes. Den 1. december 1977 kastede hun los fra Jeddah i Saudi-Arabien. Om bord var der 181 biler, seks lastbiler og diverse trailere. Målet var Port Sudan på den anden side af Rødehavet, men så langt kom hun aldrig – Sha’ab Suadi lå i vejen. Hun vædrede revet i fuld fart og sammenstødet blev så kraftig, at en af bilerne, som stod på øverste dæk, blev slynget af skibet og landede på toppen af revet. Resterne er stadig synlige i dag.
I tre dage gjorde ivrige sudanesiske bugserbåde deres yderste for at trække fartøjet løs fra revet. Til sidst lykkedes det. Men eftersom hun have et stort hul i forenden, sank hun som en sten. Havde man ladet hende stå tilbage på revet, kunne man i fred og ro have bjærget lasten.
Nu er det næppe noget som vi dykkere skal surmule over. De koralprydede biler ligger spredt på bunden og ligner en moderne kunstinstallation....