Lys og vand
– svært at bedømme afstande
Du har utvivlsomt på mange dyk oplevet, hvordan du er blevet snydt i at bedømme afstande under vand. Når du rækker ud efter din makker, en sten eller en genstand på et vrag under et dyk, er de ikke der, hvor du tror. Og første gang, du så en ølflaske, en tændstikæske, en cigaretpakke eller et andet kendt objekt på havbunden, blev du sikkert overrasket over størrelsen.
Forklaringen ligger i, at lyset bevæger sig med forskellige hastigheder i forskellige medier. Jo tættere et gennemsigtigt medie er, jo langsommere bliver lysets hastighed. Der er altså forskel på, hvor hurtigt lyset farer igennem fx luft, glas og vand. Når lysstrålen passerer fra et medie til et andet, og hastigheden ændres, bliver lysstrålen afbøjet. Og lysets afbøjning snyder derved, hvad øjet ser, og hvad hjernen registrerer. Denne afbøjning betegnes også refraktion. Det lys, der rammer dykkerens øje under vandet, bevæger sig først igennem tre forskellige medier – vand, glas og luft – og afbøjes ved hver brydning. Refraktionen resulterer i, at objektet ser ud som om, det er større og tættere på, end det i virkeligheden er. Det er nærmest som at se igennem et forstørrelsesglas. Objektet ser ud som om, det er tættere på med forholdet 4:3 i forhold til dets virkelige afstand. Det ser med andre ord ud som om, det er 25 % større, end det faktisk er. Eller sagt på en anden måde: En genstand, der er fire meter væk, ser ud som om, den kun er tre meter væk. Prøv at stikke en blyant i et glas vand, og se, hvordan den ser ud til at knække. Det er det samme fænomen, der gør sig gældende.
På større afstande kan det faktisk være omvendt. I stedet for, at tingene virker tættere på, kan et fænomen, der kaldes visuel reversering, give den stik modsatte effekt af refraktion. Afstande kommer til at virke større, end de faktisk er. Visuel reversering kan opstå under særlige forhold, og fænomenet er afhængigt af bl.a. kontrast og sigt. De informationer, som hjernen normalt anvender til at bedømme afstande, bliver forvrænget. Det er en af årsagerne til, at dykkere, der er vant til at dykke i mørkere vand med dårligt sigt, nemt bliver snydt, de første gange de dykker i klart vand. De bliver let ’dybdeblinde’. Erfarne dykkere lærer sig efter noget tid at kompensere for disse synsbedrag og tænker ikke over det længere. I undervandskameraer med plant frontglas, bliver objektivet snydt på samme måde som øjet. Har man manuelle afstandsindstillinger, skal man indstille fokus på den oplevede afstand. Bruger man et målebånd, får man uskarpe billeder. Det har snydt en del fotografer i tidens løb.
