Miraklet

Ti minutter senere nåede vi den svenske marines flådestation i Karlskrona. En ambulance ventede, og forskelligt militært og sundhedsfagligt personale tog mod os. Min makker blev båret ind i ambulancen, og jeg selv blev kørt i en lille bus. Omkring trykkammeret var der en dejlig ro. Et venligt personale tog imod, og mens behandlingen stod på, blev jeg undersøgt af en læge, der frikendte mig for symptomer og tegn på trykfaldssyge, men gav mig 24 timers dykkeforbud. Så kom et fredeligt forhør ved politiet. Efter fire timer blev min makker overflyttet til intensivafdelingen på det regionale sygehus.

Hun er druknet!
Få timer inden havde vi ligget i det mest perfekte vand, blødt og vuggende ved nedstigningslinen. – Du har vand i masken, sagde jeg, idet jeg kneb øjnene sammen for at se, om noget hår var i klemme. Tilsyneladende ikke. Jeg rettede lidt på den. – Den er lidt utæt, svarede hun. Der lå en pyt i masken. – Ret den lige, bad jeg hende. Hun pillede lidt ved den, men den sad stadig skævt. – Jeg er lidt nervøs, sagde hun. – Det skal du ikke være, forsøgte jeg beroligende. – Det bliver rigtig godt det her. Ok-tegn og ned. Jeg lagde hånden resolut på tovet og forsøgte at give hende tryghed og masser af ok-tegn, som hun besvarede lidt hastigt og kort. Mørket samlede sig over os med dybden, da vi nåede under 20 meter. Vraget lå på 34 meter. Der var overraskende god sigt, nok fire-fem meter på bunden. Ankeret lå tæt på stævnen. Hun besvarede igen ok-tegnet, og jeg bandt linen til vraget tæt på ankeret. Igen ok-tegn til hende. Retning mod stævnen. Jeg mærkede snart et kort træk i min højre arm. Jeg troede hun var nervøs, og jeg ville berolige hende og greb hendes hånd og placerede den med et fast tag på min ventil – så skulle vi dykke tandem og svæve rundt på vraget, indtil vi ville begive os de 34 meter op til overfladen. Hun prikkede mig igen på armen og viste et op-tegn. Jeg gentog det spørgende. Hun insisterede. Jeg gav hende ok-tegn, og vi vendte om. Jeg rullede ind på linehjulet. Jeg kunne mærke, at hun var urolig og fornemmede det var påtrængende, så jeg smed hjulet og svømmede langs linen tilbage til ankertovet. Vi begyndte straks opstigningen. Hun var bange. Jeg gav hende ok-tegn. Bevar roen, gå ikke i panik du. Jeg gav ok igen. Hun rystede afvisende på hovedet. Jeg kunne se, at hun hyperventilerede. Hun holdt hånden om andettrinnet, som om hun ville sikre sig, at det var i munden hele tiden. “Ro på, vi stiger nu, vi er på vej mod overfladen”. Jeg tog om hendes seletøj med min ene hånd, mens jeg lod den anden tråde linen på vej op.
Omkring 25 meter begyndte hun at krumme sig sammen om sit andettrin, som for at klynge sig til den livsvigtige mekanik. Ro-på, ro-på. Hun var i nær-panik nu. En dykker i panik er den farligste makker, man kan have, huskede jeg mig selv på. Pludselig signalerede hun, at hun var tom for luft. Hun hyperventiler og har derfor kvælningsfornemmelser, tænkte jeg. Jeg...