Tæt på

Det var i 1984. Jeg var blot 19 år og var på ferie med kæresten på Mallorca. Egentlig skulle vi bare bade, og spise og hygge os i to uger, men da jeg helt fra barnsben af har haft en forkærlighed for havet, var det jo klart, at jeg måtte dykke lidt også.
En dykkerbums i badebyen Santa Ponsa fortalte mig om spændende undervandslandskaber og klar sigt i området. Jeg meldte mig til en dykketur i et lokalt center og dagen efter stod jeg på en båd med en bande midaldrende fyre – dvs. omtrent lige så gamle som jeg er nu. Den ene havde en stor mave, den anden røg cigaretter med begge hænder og resten så ud som om de havde tømmermænd fra dagen før. Jeg kan naturligvis ikke være sikker, men de så i hvert fald lidt brugte ud i mine øjne.
Fordi jeg tog mit dykkercertifikatet allerede da jeg var 16, og på dette tidspunkt havde nået at gennemføre omkring 80 dyk, følte jeg mig både erfaren, skarp og i god form. Selv om jeg ikke den gang kunne indse det, var jeg stadig ret uerfaren og jeg spekulerede over, hvordan dagens to dyk mon ville blive gennemført. Skal jeg gå op samtidig med disse gamlinge, eller kan jeg måske fortsætte alene?, tænkte jeg. For jeg var ikke i tvivl: Disse gutter holder maksimalt en halv time på 15 meter, så er de løbet tom for luft. Jeg selv klarer mindst det dobbelte, tænkte jeg.

Tom for luft
Snart var vi endelig nede på bunden af Middelhavet. Muræner, huler, koraller og god sigt. Vi bevægede os ned til 15 meter og jeg svømmede uanstrengt rundt mellem flotte formationer og farverige fisk. Indtil videre gik alt godt og det var et herligt dyk. Der gik 25 minutter, så 30. Jeg kiggede rundt på de andre. Men disse oldboys så ikke ud til at ville gi’ op endnu. Jeg tjekkede mit manometer og jeg blev lidt bekymret – jeg havde kun 70 bar tilbage. Det måtte jo betyde, at de andre næppe havde mere end 40-50 bar igen, hvis mine teorier holdt stik.
Nå I må vel hellere se at komme op, tænkte jeg og holdt mig i nærheden af dem i forventning om, at de ville begynde opstigningen. Men ingen af dem så ud til at have intentioner om at søge mod overfladen. I stedet bevægede gruppen sig ned til 20 meters dybde, og nålen på mit manometer sank som en sten: 60 bar. 50 bar. 40 bar… Hvad gør jeg nu?, spurgte jeg mig selv. Jeg nægtede at kaste håndklædet i ringen før de gamle gutter.

Fatal fejlvurdering
I stedet for at gøre som jeg har lært og som jeg altid har gjort, valgte jeg altså at blive på 20 meters dybde med kun 40 bar på flasken – stik mod al sund fornuft. Men jeg havde en klippefast overbevisning om min egen kapacitet, så det lykkedes at overbevise mig selv om, at der måtte være noget galt med manometeret – det skulle vise sig, at være en nærmest fatal beslutning.
Et par minutter senere måtte jeg nærmest suge luften ud af regulatoren. Tom for luft på 20 meter. Først da ramte virkeligheden mig. Jeg havde ingen luft tilbage og jeg havde ikke engang noget...