Monkey Diving
– join the revolution
Jeg suser over Thistlegorm med en svimlende hastighed. Især når jeg bevæger mig helt tæt på vraget, kan jeg rigtig fornemme farten. Jeg drøner gennem passager, hvor jeg ellers ikke ville kunne være, men med mit superkompakte monkey-rig fylder jeg næsten intet – jeg er langt mere adræt og fleksibel end i normalt udstyr. Jeg kan lave loops og barrel rolls. Jeg kan sågar vende på en tallerken, hvis det skal være.
Jeg ræser tæt forbi et par ”almindelige” dykkere, der stirrer vantro på mig. Der går lidt tid, inden deres hjerner når at behandle synsinformationerne. Så griner de til hinanden og peger. Man kan næsten høre dem sige: Cool!
Og det er cool. Det, de ser, er en dykker med alt overflødigt udstyr skrællet bort. Han bærer badebukser og en tynd rash guard på overkroppen. Der er ingen flasker på ryggen og ingen BCD eller alternativ luftkilde. I venstre side bærer dykkeren en stageflaske med en regulator, der går rundt om nakken og ender i munden. Dykkeren har højre hånd strakt frem, og med den styrer han den kraftige X-scooter, der er fastgjort i en strop, som sidder i en D-ring på seletøjet. Det er monkey diving i en nøddeskal. Vandmodstanden er minimal, når alt overflødigt grej er væk, og flasken sidder gemt af vejen bag skulderen under venstre arm, og man kan ræse af sted med en fart og manøvredygtighed, der skal prøves for rigtigt at kunne forstås. Det er simpelthen en befriende oplevelse og formodentlig det tætteste, man kan komme på at flyve.
Fjolledykning?
Ideen til monkey diving opstod om bord på liveaboarden MV Tala i 2006. Tala er forsynet med masser af udstyr til teknisk dykning, så overalt er der dobbeltsæt, uv-scootere, stageflasker og alt hvad man ellers har brug for, når Rødehavet skal udforskes.
Med alt det udstyr på dykkeplatformen begyndte besætningen sommetider at snuppe en stageflaske og hoppe i vandet, hvis de lige skulle efterse skruen, rengøre båden nedenunder eller hente en tabt genstand op. Snart fandt de ud af, at det var praktisk også at tage en bagplade på. Dels gav den lidt ballast, dels udgjorde den et sted at anbringe stageflasken, så man havde frie hænder. Denne opsætning viste sig at være enormt behagelig og praktisk – teamet oplevede en frihed, de aldrig før havde været i nærheden af. Det næste skridt var logisk – hvorfor ikke tage en uv-scooter med?
Anvendelsesmulighederne blev øget. Man kunne drøne rundt på lavt vand langs revet, man kunne komme hurtigt i vandet, hvis man i en fart skulle fotografere passerende delfiner eller en hvalhaj, og der ikke var tid til at tage fuldt udstyr på. Eller man kunne dække store distancer, fordi den superstrømlinede opsætning gav længere rækkevidde og højere hastigheder.
– Efterhånden begyndte vores gæster at stille spørgsmål om denne konfiguration. Og helt fra begyndelsen var det tydeligt for os, at det ville blive meget populært – især når vi smed en scooter ind i blandingen, fortæller Faisal Khalaf...