Når vejrtrækning bliver en risiko

► Åndedræt og “Breathwork” har fået en ny renæssance. På sociale medier, i træningsgrupper og endda i vinterbade-klubber deles tips om vejrtrækningsmetoder, der lover øget præstation, bedre helbred og et liv uden frygt. I centrum står ofte Wim Hof-metoden (WHM) – en kombination af kuldeeksponering og intens vejrtrækning, nogle gange kaldet “power breathing”. Den præsenteres som en quick-fix for både krop og sind. Problemet? Metoden bygger på hyperventilation – et stærkt fysiologisk redskab, som i de forkerte sammenhænge kan være direkte farligt.

Fridykning og kroppens visdom
Som fridykkeratlet, instruktørtræner og verdensrekordholder i isfridykning har jeg coachet hundredvis af mennesker i kunsten at holde vejret, dykke dybt, længe – og frem for alt sikkert. At holde vejret er en balancegang: mellem fysiologi og psykologi, mellem kontrol og tillid. Den bygger på kroppens indbyggede dykkerespons – en biologisk refleks, der sænker pulsen og omdirigerer blod til de vitale organer, mens andre organer må klare sig uden ilt. På den måde rækker ilten længere.

Når vi dykker, frigøres der også hvilende røde blodlegemer fra milten, hvilket bidrager til at øge iltreserven. Disse naturlige reflekser fungerer bedst, når vi lader kroppen mærke – og naturligt svare på – at vi dykker.

De, der kommer til mine kurser med erfaring fra Wim Hof-metoden, har ofte én ting til fælles: de har svært ved at slappe af. De er vant til at presse kroppen, ikke lytte til den. I stedet for at forberede sig med rolige åndedrag har de trænet i at hyperventilere – hvilket sænker kuldioxidniveauerne, skaber en følelse af eufori og slår kroppens naturlige advarselssystem fra.

Forskningen talar sit tydelige sprog
Erika Schagatay, professor og forsker i fridykningens fysiologi og sikkerhed, har med sin forskergruppe for nylig vist, hvad der sker i kroppen ved gentagne vejrtrækningshold efter hyperventilation (Pernett et al. 2023). Resultatet er bekymrende:

Hvert vejrhold efter hyperventilation medførte, at iltmætningen i blodet faldt endnu dybere – i flere tilfælde under 75 %, hvor risikoen for bevidstløshed pga. hypoksisk blackout stiger markant. Samtidig reagerede kroppen ikke med øget dykkerespons eller miltekontraktion som kompensation. Det betyder, at kroppen ikke “alarmerer”, selvom ilten er ved at slippe op. Dykket forlænges ind i hypoxi – uden at du mærker det.

En gruppe, som Erika har studeret, er Bajau-folket i Sydøstasien, der lever helt af fridykning. De kan holde vejret mange timer i løbet af en dag, når de fanger fisk eller samler føde på havbunden (Schagatay et al. 2011). De hyperventilerer ikke, men mærker i god tid, hvornår de skal op, før de mangler ilt. Dermed kan de hurtigt restituere og dykke igen – uden blackout.

WHM øger altså ikke evnen til at fridykke. En undersøgelse af Citherlet et al. (2021) viser desuden, at WHM-åndedræt, trods stærke fysiologiske effekter (...