DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

Nok se, men ikke røre

– de bider, stikker og brænder

Tekst: Per Forup Larsen

Havet er et fremmedelement for os mennesker og derfor har vi lidt tendens til at overdrive de potentielle farer, det indeholder. Men ikke desto mindre rummer den våde del af vores blå planet dyr, der kan bide stikke og brænde noget så grusomt. Læs her hvilke dyr, du skal omgås med forsigtighed.

Ingen dyr i havet er bevidst ude på at skade dykkere. Når det alligevel sker en sjælden gang, skyldes det enten dårligt trim i vandet, eller manglende opmærksomhed.
På land har vi lært at begå os i forhold til andre levende væsener. Vi ved fra barnsben, at hvepse stikker, så vi holder afstand til alle insekter med gule og sorte striber. I havet har mange dyr også kraftige advarselsfarver, der betyder hold afstand. Vi ved, at en hund advarer når den lægger ørerne ned, og at en kat er i ondt lune, når den krummer ryg og hvæser.
Men i havet er vi nærmest på bar bund, for selv om der også her kommunikeres på livet løs, er det lidt andre signaler, end vi er vant til. Dykkere, der har erfaring med akvariefisk, ved hvordan en territorial fisk opfører sig, når den vil fortælle andre, at de skal holde sig langt væk. Denne trueadfærd er universel og benyttes af alle fisk, lige fra små klovnfisk til store hajer. Som voksne fortæller vi ofte vores børn, at de godt må se, men ikke røre – en enkel, men effektiv regel, der minimerer antallet af ulykker. Tager vi disse simple erfaringer med os i havet, er vi egentlig ganske godt hjulpet. Hvis vi så samtidig dykker i forhold til vores evner, så er chancen for ubehagelig nærkontakt næsten lig nul. Ved du, at du ikke kan svømme baglæns, skal du ikke stikke hele overkroppen ind i et hulrum for at se det spændende dyr som divemasteren lige har fundet. Er du usikker på din opdriftskontrol, skal du ikke svømme tæt på bunden eller koralblokke, for så kan et sammenstød med ubehagelige følger blive uundgåeligt.

DE BIDER
Alle dyr med en mund eller kløer kan bide. De gør det som regel af to grunde – enten fordi de er sultne, eller fordi de føler sig provokeret.
Alle fisk kan finde på at bide, fordi de er sultne. Ikke fordi de opfatter dykkere som mad, men de er måske vant til at blive fodret af dykkere. Nogle steder i verden fodrer man fisk. Denne praksis ændrer adfærden hos fiskene, der lærer at dykkere er ensbetydende med mad. De mister deres naturlige frygt for os, og kan blive ret nærgående. Der har været eksempler på, at store koralbarser er blevet skuffede og har bidt dykkere, der ikke havde mad med til dem, eller dykkere er blevet bidt i hånden, fordi de ikke slap maden hurtigt nok. Når fisk fodres gælder det for dem om at komme først til fadet, selv om en hånd eller to er i vejen.

Muræner Muræner ser ikke så godt. Stikker man en godbid frem mod en muræne med hånden, kan murænen ikke se hvor godbidden ender og hånden begynder, så der er risiko for, at murænen får fat i begge dele. Sker det, har man et problem, fordi muræners tænder er bagudrettede og de har svært ved at give slip, selv om de gerne vil. Og det vil de som regel ikke. Sårene bliver altid inficeret. Du bør derfor aldrig fodre muræner, eller andre fisk for den sags skyld.

...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også