Nutidens Moby Dick

Bølgerne gik højt på Atlanterhavet den morgen og vi havde et par timers sejlads, inden vi kom ud på åbent hav. Der var en flok jagende kaskelothvaler blevet sigtet fra et vigia – et udkigstårn på land, som tidligere blev benyttet af hvalfangere.
Gummibåden var forsynet med to kraftige motorer. Skipperen Manuel manøvrerede den med beundringsværdig dygtighed. Vi var tvunget til at ride på bølgerne og situationen blev ikke bedre af, at det begyndte at regne. Efter en halv time var jeg gennemblødt – selvom jeg både bar våddragt og regntøj. Manuel foreslog, at vi skulle vente i nærmeste havn til stormen havde lagt sig. Den lille havn Porto de Aguada anvendtes tidligere af hvalfangere. Der fandt vi læ samt en lille pub fyldt med lokale fiskere.
Typisk for en lille ø langt fra fastlandet lå havet stille efter bare en time og tågen var lettet. Sollyset fik farverne til at stråle og gruppen af kaskelotter kunne stadig ses fra vigia’et. Snart var vi fremme hos dem.
– Ånd roligt. Lig stille og brus ikke frem mod dem. Så skræmmer du dem væk. Bevæg dig langsomt og kontrolleret. Marinbiologen Paul gentog remsen ordret gang på gang. Den blev til et mantra, som jeg aldrig glemmer. På det tidspunkt arbejdede han ihærdigt, lavede skitser og tog billeder af hvalerne for at kunne identificere dem.
Jeg befandt mig som midt i en drøm. Vi var omgivet af en flok af hunner og ungdyr. De nussede ømt hinanden med deres enorme hoveder og boltrede sig lige under overfladen. Manuel stoppede motorerne. Bølgebruset og mågeskrigene blev kun afbrudt af hvalernes kraftige blæs efterfulgt af kameraernes klikken.
Helt uventet stak en gammel hun hovedet op blot tre-fire meter fra båden. Hun vendte rundt i perfekt opretstående stilling i det mørke vand. Hun sendte os et granskende blik inden hun sank tilbage. Mit hjerte standsede næsten. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at tage billeder. Vi havde holdt vejret alle sammen og var totalt målløse.

Hvem betragter hvem?
Hunnen kom tilbage og lagde sig langs gummibåden. Så drog hun et dybt åndedrag, sænkede sit enorme hoved, skød ryg og rejste til slut halefinnen lige før hun dykkede ned. Hun var tilfreds med sin granskning. Vi var hverken jægere eller mad.
Jeg bandede over, at jeg valgt et 300 mm objektiv til kameraet, men jeg vil aldrig glemme de følelser, jeg havde den morgen. Selv veteraner med tusinder af dyk bag sig og professionelle naturfotografer forbløffes af hvaler.
Det lykkedes Manuel at manøvrere os lige hen foran en anden fuldvoksen hval. Vi var cirka 80 meter fra den, da han gav mig signal og jeg gled stille ned i hvalernes hemmelighedsfulde lydunivers. Jeg så ingen hvaler, men alligevel kunne jeg tydeligt fornemme deres nærvær. Jeg kunne mærke de smældende salver af kliklyde, da de undersøgte mig med deres sonar.
For næsten alle tandhvaler er ekkolokalisering den vigtigste sans for at orientere sig under vandet. En strøm af...