Pak rigtigt
– undgå overvægt
Jeg er uv-fotograf og folk forventer, at jeg har masser af overvægtsbagage når jeg flyver. Det er næsten sandt. Jeg må i hvert fald nærmest trylle for at få plads til kamera, undervandshus og hele bunken af fornødent tilbehør og udstyr. Denne nødvendighed har fået en positiv bivirkning. Jeg har lært hvordan man begrænser al den øvrige bagage til et absolut minimum.
Det leder uvægerligt til det store spørgsmål: Præcis hvor meget må en almindelig dykkers flybagage veje? Jeg besluttede mig for at besvare spørgsmålet. Jeg pakkede mine kufferter med alt det, jeg plejer at tage med på en typisk dykkerejse om vinteren til det nordlige Rødehav, Middelhavet eller til de Kanariske Øer. Det vil sige steder, som er populære blandt skandinaviske dykkere. Solskin og klart vand. Men køligt nok i vandet til, at de fleste ville medbringe en 7mm heldragt.
I dag har mange dykkere et digitalkamera med på rejsen. I stedet for mit store kamerasystem, pakkede jeg derfor et digitalkamera med undervandshus. Det plejer ellers kun at komme med som reserve.
Jeg vejede hvert stykke for sig og sammenregnede vægten for hele listen. Derefter pakkede jeg alting i tasker henholdsvis til indchecket bagage og håndbagage. Til sidst vejede jeg for en sikkerheds skyld de fyldte tasker. Summen på listen viste sig at være lidt højere end vægten af de færdigpakkede tasker. Det skyldes nok, at jeg havde oprundet vægten af de enkelte ting, og at de enkelte differencer således blev opsummeret.
Resultatet kommer nok som en overraskelse. Tasken til indcheckning vejede 19,2 kilo. Håndbagagen 2,92 kilo. Med den bagage er det ikke noget problem at tage på dykkerejse, trods flyselskabernes normale vægtgrænse på 20 kilo for indchecket bagage og syv kilo for håndbagage.
Visse ”dykkervenlige” flyselskaber tillader yderligere ti kilo og det er godt at vide. Min bagage skulle gerne forestille alt det, man har brug for på en ferierejse og ikke en demonstration i kunsten at pakke småt. Det bliver først aktuelt når man vil medbringe et større kamerasystem med spejlreflekskamera.