Phil Short

Phillip Short blev født i Sydengland i 1968 og udviklede allerede som 14-årig en brændende interesse for klatring og især for udforskning af huler.
I starten var det ikke så meget det ukendte i hulerne, der appellerede til Phil. Han syntes bare, at det var sjovt at være under jorden og at klemme sig gennem trange passager. I England er der mange områder med omfattende hulesystemer, både tørre og våde, og der er talrige cave clubs for huleinteresserede i landet. Her lærer man de grundlæggende sikkerhedsregler, og man kan deltage i huleture og rejser til andre lande med huler.
– Caving er en meget afvekslende aktivitet, der kræver mange forskellige færdigheder for at komme længere ind i hulerne. Jeg elskede at klatre, rapelle og at håndtere reb og den slags, men før eller siden endte hulerne i oversvømmede sektioner, så jeg fandt ud af, at jeg måtte lære at dykke, så jeg kunne komme længere ind, husker Phil.
Jeg taler med ham, mens han er i Danmark for at holde et Sentinel-instruktørkursus for Nortech Diving.
De første par dyk i hulerne foregik dog uden certifikat. Han lånte en ponyflaske for at kunne komme forbi nogle oversvømmende passager i huler, der var lidt for lange til, at han kunne fridykke gennem dem. Phil læste lidt om de basale regler for dykning – noget med ikke at holde vejret osv. Og så gik han ellers i gang.
En alvorlig klatreulykke, hvor han faldt ned og kom slemt til skade, fordi han klatrede uden sikring, ændrede dog radikalt hans sikkerhedstankegang. Han øvede sig i en teknik, han skulle anvende inde i en hule, hvor det ikke var muligt at sikre med reb. Og han klatrede i det udstyr, han ville anvende i hulen – våddragt og gummistøvler… Ulykken kom til at præge hele hans måde at tænke på. Den dag i dag analyserer han stadig risici og udtænker sikkerhedsprocedurer med ulykken i baghovedet. Efter forskrækkelsen kom han på bedre tanker, og i 1989 tog han et PADI Open Water Diver-kursus.

Blev du straks interesseret i dykning, eller var det i starten blot et værktøj til at udforske hulerne?
– Jeg tror, at jeg med det samme blev grebet af magien af at være under vandet. At ligge på ryggen og blæse bobler op mod overfladen og se solen glimte… Wow, det var virkelig cool! Så jeg fortsatte med at dykke mere og mere, og jeg tog efterhånden flere kurser. Det blev snart til Advanced og Rescue. Og hurtigt blev jeg Divemaster. Hver weekend hjalp jeg med kurserne på det center, hvor jeg selv havde taget min uddannelse.

Pioneren
Phil havde i starten af 20’erne stadig ikke besluttet sig for en karriere, men han legede med tanken om at blive soldat. På et informationsmøde i forsvaret blev han opfordret til at dygtiggøre sig bogligt, inden han søgte ind i militæret, men det blev aldrig til noget, da dykkercenteret tilbød ham et instruktørkursus og efterfølgende fastansættelse som instruktør. Han slog til. Phil tænkte, at det kunne være...