Inge Lennmark

Det stod tidligt klart, at Inge ville komme til at beskæftige sig med fotografering på en eller anden måde. Allerede i realskolen var han så flittig med kameraet, at hans lærere inviterede ham hjem for at tage billeder af deres familie. Da det senere blev tid til at aftjene værnepligt, blev det som militærfotograf ved Arméns Fotoskola.
En del af uddannelsen fandt sted om bord på fly, hvor man øvede sig i at tage billeder, der var absolut vertikale, så man fik et helt parallelt og retvisende billede af jorden nedenunder. Et klassisk motiv var en høj skorsten. Hvis man trykkede af for tidligt eller for sent så kunne man ane siden af skorstenen, og billedet blev underkendt.
– Under øvelserne fløj vi lige over trætoppene til vi nåede frem til det objekt, som skulle fotograferes, husker Inge.
– Så steg piloten lige lodret op så kraftigt, som flyets motor kunne klare, inden han vinklede den ene vinge ned mod jorden, hvilket gav fotografen et sekund eller to til at tage det ønskede billede. Sommetider når vi landede var vi nødt til at fjerne blade og kviste fra landingsstellet, så tæt på trætoppene fløj man for at undgå radar, fortæller Inge

Jeg spørger ham, om erfaringen fra militæret har givet ham færdigheder, som han har glæde af som naturfotograf.
– Ja, absolut! Kunsten at tage billedet og fryse virkeligheden i præcis det rette millisekund, det lærte jeg der, fortæller Inge. – Desuden lærte vi at etablere et fotolaboratorium og et trykkeri hvor som helst, også selv om det var uden for om vinteren og uden el eller vand. Netop det med at udnytter ressourcerne og finde en løsning til at nå målet, er noget, jeg har taget med mig, siger Inge.
2002 valgte Naturvårdsverket Inge Lennmark til Årets Fotograf. Det gav ham en check på 10.000 kroner, hvilket lige akkurat rakte til en rulle papir og en påfyldning af toner til hans store farveprinter. Med i præmien indgik også indkvartering i en Nationalpark efter eget valg.
– Men den præmie fik jeg aldrig udnyttet. Jeg er jo tvunget til at køre hele vejen i min dykkebus, hvor jeg opbevarer alt mit dykker- og fotoudstyr. Men hytterne i disse Nationalparker ligger af naturlige årsager langt fra alfarvej, beretter Inge.

Din sidste bog i undervandstrilogien hedder Innanhav og dækker Østersøen fra Kullen til Haparanda. Hvordan ser du på Østersøens helbred. Er den hinsides redning eller findes der håb?
– Det billede, som medierne har givet af Østersøens situation er i og for sig sandt, men det giver ikke en øget miljøbevidsthed, men skaber snarere opgivenhed. Hvad skal folk, som ikke selv har været nede og med egne øjne set, hvordan der ser ud i Østersøen, tro, når de hele tiden fodres med avisoverskrifter, der udbasunerer, at Østersøen er død? Er det egentligt forskerne, som siger det, eller er det er journalisterne, som tolker forskerne? Det er umuligt for mig at vide, mener Inge.
Det var ikke fra begyndelsen planlagt, at...