DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

Rebreather – den stille verden

▶ For ret præcis 20 år siden tog jeg mit Open Water-certifikat og startede så, som så mange andre, med dykning i våddragt og med enkeltflaske. Jeg blev solgt med det samme, og det blev til mange bådture i Stockholms skærgård, hvor jeg mødte mange ligesindede. Allerede i sensommeren samme år gik jeg videre med Advanced Open Water og fik mulighed for at prøve at dykke med tørdragt. Nogle af de makkere, jeg dykkede med, havde allerede købt deres egen tørdragt, og de rigtigt seje tech-dykkere kørte med Jetfins, canisterlygter og dobbeltsæt fyldt med nitrox. Jeg syntes mest af alt, at det virkede forkert og lidt farligt at blande en eller anden voodoo-gas i flaskerne. Det var først et par år senere, at jeg opdagede charmen ved nitrox.

På en af ​​turene i slutningen af ​​året gik en fyr om bord med en gul plastkasse på ryggen. Jeg forstod ikke rigtigt, hvad det var, men manden med kassen fortalte mig, at det var en rebreather. Jeg havde hørt om rebreathers allerede, og kendte til forsvarets små iltapparater, der ikke lavede bobler og som blev brugt af frømænd til forskellige typer operationer, men de kunne kun anvendes ned til maksimalt otte meter. Det gule apparat, kaldet Inspiration, var en strømlinet sag med to små flasker under skjoldet. De skulle ifølge ejeren række til flere timers dykning, uanset dybde. Det lød fantastisk, men med min uvidenhed virkede det hele som endnu mere sort magi end både nitrox og trimix.

Ophedede diskussioner
Der blev skrevet mange og lange tråde om rebreathers i forskellige diskussionsfora på nettet, og der indtraf relativt mange dødsulykker med de tidlige modeller. Inspiration fik et dårligt ry og blev af mange skeptikere kaldt for “The yellow box of death”.
På det tidspunkt var jeg glad for mit udstyr og havde ingen planer om selv at få mig en RB, som mest virkede som noget for tech-interesserede entusiaster, men det var stadig spændende at følge debatterne om forskellige typer rebreathers og deres fordele og ulemper. Det var et varmt emne med meget mudderkastning i forskellige fora, og mange indlæg handlede om at argumentere for, og forsvare den maskine man selv havde valgt, ofte uden at have testet eller søgt fakta om de andre modeller på markedet. Tilhængere af manuelle rebreathers (mCCR) angreb den anden flanke, der var fortalere for elektronisk styrede apparater (eCCR) – og omvendt

Flere modeller på markedet
De følgende år dukkede der flere modeller op. De mest almindelige apparater, man stødte på, var stadig Inspiration fra firmaet AP Diving, og så småt dukkede efterfølgeren Evolution op.
Et par år senere introduceredes Pelagian dcCCR, en manuel, minimalistisk rebreather lavet i Thailand. Den blev værdsat af mange svenske tilhængere af manuelle rebreathers. I 2006 købte det svenske Poseidon rettighederne til den avancerede rebreather Cis-Lunar, da firmaet med samme navn var stødt ind i økonomiske problemer. Det følgende år lancerede de deres egen maskine, Poseidon Rebreather MK6, der fik en ret kølig modtagelse i Sverige. Årsagerne var blandt andet den begrænsede maksimale dybde, det spøjse design af computeren, og at scrubber-materialet kun kunne købes i færdigpakkede moduler. Efter nogen tid (2014) lancerede Poseidon SE7EN, en ny model med mange forbedringer, som i dag er værdsat af mange dykkere.

Et apparat, der fik meget opmærksomhed herhjemme, var den danske JJ-CCR, som kom på markedet i slutningen af ​​2009. Det blev hurtigt populært i dykkemiljøet og fik øgenavnet “The 4X4 of the rebreather world”, fordi den var robust og meget fleksibel med mange konfigurationsmuligheder til forskellige typer dykning og behov. Flere af mine dykkende venner valgte netop JJ.

Testdyk i pool
På et tidspunkt afholdt dykkerklubben LM-DYK et testdyk med rebreathers i en swimmingpool i Västertorp i det sydlige Stockholm, og jeg meldte mig straks til for at få chancen for at prøve en CCR. Testenhederne bestod af Poseidon MkVI og JJ-CCR. Efter en kort instruktion og vejrtrækning i apparatet på land, gled jeg ned under overfladen. Afvejningen gik ret godt, men jeg syntes, at det føltes tungt at trække vejret i forhold til mine let indstillede Apeks-regulatorer. Masken lækkede lidt, hvilket betød, at loopet langsomt tømtes, så det blev endnu vanskeligere at trække vejret. Jeg kom op efter et kvarter med masken halvt fyldt med vand og var ganske skuffet over oplevelsen.
Samtidig var jeg klar over, at jeg nok ikke gjorde alt rigtigt, og at det nok tog mere end 15 minutter at blive venner med apparatet.
I forbindelse med en tur til USA kort tid efter, mødte jeg en flok RB-dykkere, som alle kørte med Megalodon fra Innerspace Systems. Meg er en rigtig cool og robust enhed, der er lidt mindre end JJ-CCR. Den har counterlunger af typen “over-the shoulder”, hvilket letter åndingen. Der er desværre ingen forhandler af Megalodon i de nordiske lande, så det var ikke relevant for mig at prøvedykke eller yderligere evaluere Meg.

Valg af apparat
Nu havde jeg mere eller mindre besluttet at hoppe på RB-toget, men spørgsmålet var, hvilken model, jeg skulle vælge. Jeg var kommet til den konklusion, at jeg ønskede et elektronisk styret apparat. I forbindelse med DykMässan i Stockholm i foråret 2018 talte jeg med repræsentanter for både Poseidon og JJ-CCR og lærte lidt mere om disse enheder. En af dem jeg mødte, var Marcus Runeson fra firmaet Forkyas, der sælger og uddanner i blandt andet JJ-CCR. Marcus, der har et godt ry i dykkerkredse, har lang erfaring med rebreathers og teknisk dykning. Jeg fortalte, at jeg var interesseret, og Marcus lovede, at han ville arrangere et prøvedyk, så jeg kunne teste apparatet “i felten”. Nogle få måneder senere mødtes vi på dykkestedet Båtsmans Brygga lige uden for Stockholm. Markus tog tre JJ-rebreathers med sig, så både mig og min bror kunne gøre gennemføre et dyk med ham. Vi fik en gennemgang af rutinerne før dykket og skiftede derefter til dykkeudstyret, påførte os vores RB og stavrede ud på den lange flade strand. Det var stadig vanskeligt med både vejrtrækning og afbalancering, men i slutningen af det en time lange dyk, føltes det lidt bedre.

Køb og kursus
Valget faldt til sidst på JJ-CCR med Marcus Runeson som instruktør. Fra starten var det meningen, at MOD 1-kurset, som det hedder, ville blive afholdt i Stockholmsområdet eller Vättern, men planen blev ændret til at køre hele kurset i Kristiansand i det sydlige Norge. Et fremragende forslag, synes jeg, fordi jeg kan lide at dykke i Norge, plus at vandet i april er meget varmere der end det er herhjemme. Desuden er sigten rigtig god.
Jeg tager toget til Kristiansand via Oslo, mens min og en masse andre rebreathers får lov til at køre i Marcus bil, der er blevet pakket fra gulv til loft.Efter at være hentet på stationen, møder jeg de andre kursusdeltagere i ferielejligheden ved havet, hvor vi skal bo lige ved siden af ​​One Ocean dykkercenter. Ejeren Carlo Golfetto har også erhvervet en JJ og skal tage det samme kursus som mig selv. Der er også to deltagere fra Estland, som også bestilte nye apparater. En af Marcus’ tidligere elever, Johan, er også med for at hjælpe og oven i, få mulighed for at skærpe sine egne kundskaber. Kurset tager en flyvende start dagen efter med en maraton-teorilektion på 10 timer, hvor vi går gennem historien, dykningens fysik og hvordan en rebreather fungerer med alle dens forskellige komponenter. Senere på aftenen byder Carlo på en simpel og klassisk pastaret, inden vi går til køjs efter en intens dag.