Iltkrampe

I juli 2005 dykkede jeg med nogle kammerater på et dybt vrag uden for Raume i Finland. Vejret var perfekt til dykning. Havet lå roligt og det var varmt, både i luften og i vandet. Vi var et rigtig godt hold og var godt udstyrede. Vores bundgas var trimix17/75 (altså 17 procent ilt, 75 procent helium, resten nitrogen). Vi havde valgt den blanding for at være klare i hovedet på det nye vrag. Vi havde også både reserveflasker til nødopstigning og flasker med dekogas til at forkorte dekotiderne. Alt var forberedt og planlagt i forvejen. Derfor kunne vi i ro og mag sidde og nyde den lange bådtur og vedligeholde væskebalancen.
Ved ankomsten til dykkestedet fortøjede vi i bøjelinen. Første par begyndte at tage udstyr på. De havde planlagt at tilbringe 20 til 25 minutter på vraget på 74 meter. Det skulle give dem en total dykketid på 120 minutter. Vi sendte en hjælpedykker ned 40 minutter efter, at det først par var gået ned. Hans opgave var at hente tomme eller ubrugte flasker op. Parret brød overfladen efter deres to timer lange dyk. Alt var gået fint. Men sigten nede på vraget var ret ussel – kun to til tre meter.
Vi begyndte at iklæde os vores udstyr. Min makker anvendte almindeligt åbent system, men jeg selv dykkede med min Buddy Inspiration rebreather. Iklædningen blev overordentlig svedig. Vi havde ikke engang en svalende brise. Vi hoppede i vandet og gik ned til seks meter, hvor vi gennemførte en sidste kontrol inden nedstigningen. Alt var OK, så vi fortsatte ned. På omtrent 20 meter gik min HID-lygte ud. Vi forsøgte at ruske liv i den, men uden held. Vi har tvunget til at gå op for at skifte lygte. Det gik dog hurtigt, så nu burde alt være i orden og vi begyndte nedstigningen igen. Denne gang gik det uden problemer og vi nåede vraget på 74 meters dybde efter ganske få minutter.
Vi havde planlagt at opholde os 20-25 minutter på vraget. Vi udnyttede tiden og svømmede rundt i den dårlige sigt. Der var masser af synlige detaljer på det velbevarede vrag. Derefter startede vi på vores lange opstigning.

Bevidstløs på 12 meter
Det første dybe stop havde vi allerede på 60 meter. Derefter tog vi stop efter hver tredje meter. Vandet var koldt nede på dybden, så vi glædede os ret meget til at komme op over termolaget, der lå på omkring 12 meter. Opstigningen gik langsomt, men sikkert. Vi forsøgte at holde varmen ved at svømme rundt om linen og bevæge hænder og fingre så meget som muligt. Under opstigningen skiftede min makker åndingsgas to gange. Jeg kontrollerede omhyggeligt, at han skiftede til det rette mundstykke hver gang. Man vil jo ikke indånde ren ilt på større dybder end seks meter. Jeg dykkede med min rebreather, der automatisk doserede åndingsgassen. På 15-metersstoppet indstillede jeg iltpartialtrykket fra 1,3 bar til 1,4 bar for at få hurtigere dekompression. Dekostoppet på 15 meter varede i fire minutter. Alt føltes godt. Derefter fortsatte vi op til 12 meter, hvor vi skulle...