Richard Lundgren
– hvor svært kan det være?
Richard Lundgren har været med i inderkredsen i den kompromisløse uddannelsesorganisation GUE siden begyndelsen for tolv år siden.
Han er stadig en af de mest aktive instruktører og rejser verden rundt og afholder de efterspurgte GUE-kurser. Lundgren har som medlem af GUEs Training Council stor indflydelse på GUEs fremtidige udvikling.
Vi har snakket med den sympatiske svensker.
Det lå ligesom i kortene, at Richard Lundgren skulle have en karriere inden for dykning. Han blev født på den svenske østkyst i Västervik i 1969 som den mellemste af tre brødre. Faderen havde et erhvervsdykkerfirma, og Richard dykkede første gang som 13-årig. 16 år gammel begyndte han at arbejde for faderen, og snart var alle tre Lundgrenbrødre involveret i faget. Desuden var Richard, Ingemar og Sigmund aktive som vragsøgere i Østersøen ud for Västervik, som Richard beskriver som et rent vragmekka. De tre brødre havde sans for eventyr, men i starten af 90’erne var den tekniske dykning langtfra udviklet. De fandt vrag, der lå dybere og dybere, og de begyndte at nå grænserne for, hvad der kunne opnås med almindelige dykketeknikker og luft. De søgte længe efter vraget efter SS Cf Liljevalch, og da de endelig fandt det, viste det sig at ligge på 64 meter – hinsides grænsen for, hvad der var fornuftigt.
– I dag er SS Cf Liljevalch et ret enkelt dyk, men på luft var det temmelig kompliceret. Men jeg husker, at da vi endelig havde fundet vraget, så dykkede vi intensivt på det. Det var vores første store vrag, og vi ville se alting. Det førte ret hurtigt til, at vi havnede i problemer. Det var simpelthen for farligt. Det var omkring 1990, og vi havde ingen teknisk dykkeuddannelse overhovedet, siger Richard.
Brødrene havde hørt om trimix, men det var dengang kun avancerede erhvervsdykkere, der anvendte helium, og de tilgængelige tabeller og procedurer passede slet ikke til de profiler, de gerne ville lave på vragene i Østersøen.
Ved et rent lykketræf kom brødrene i kontakt med en gruppe huledykkere i Florida, der var langt fremme i brugen af helium. En ven, der fløj indenrigs i USA, kom tilfældigvis til at snakke om dykning med sin sidemand i flyet. Han viste sig at være den navnkundige og kontroversielle George Irvine, der senere blev director for WKPP-projektet og en af hovedmændene bag Doing It Right-konceptet, der endnu ikke var udviklet på dette tidspunkt.
Richard tog sammen med Ingemar og Sigmund til Florida, hvor det var planen, at de skulle opholde sig en uges tid, men det blev i stedet til en måned, hvor de lærte alt, hvad der dengang var at lære om teknisk dykning og anvendelse af helium. Richard mødte og blev venner med den jævnaldrende Jarrod Jablonski, der sammen med Irvine blev bannerfører i DIR-bevægelsen og senere grundlægger af GUE – Global Underwater Explorers.
– I 1995 kom vi tilbage til Sverige og udførte de første trimix-dyk i privat regi. Og dengang havde vi det sådan, at skulle man dykke, så skulle man dykke, så de to første trimix-dyk, vi lavede, var til 92 meter! Men på den anden side var mit første trimix-dyk i USA med en instruktør til over 100 meter. Det var et lidt andet tankesæt, vi havde dengang, husker Richard.
– Doing It Right fandtes endnu ikke. Det var ’Hogartian’, der kun handlede om udstyrskonfiguration og mottoet ’Less is...
