Et japansk flyvrag fra Anden Verdenskrig, der ligger på en dybde af ca. 12 meter, afhængigt af tidevandet. Simple dykkerforhold og et perfekt sted at øve dine fotografiske færdigheder!
Julia Waterchild
Tag chancen når den kommer
Nogle gange spørger jeg mig selv, hvordan jeg endte her? Hvordan jeg, med min tykke smålandske accent, slog mig ned på den tropiske ø Cebu i Filippinerne. For hvem havde troet, at mit første åndedrag under overfladen ville føre mig hertil? At jeg skulle arbejde i eksotiske lande og tilbringe flere år på forskellige både rundt om i verden. Men sikke en rejse det har været. Tænk, hvad jeg har oplevet.
SMAGSPRØVE
For nøjagtigt ti år siden tilbragte min familie og jeg to uger i Khao Lak, Thailand. Og sikke et paradis vi endte i. Jeg blev hurtigt forelsket i den thailandske kultur, mad og natur. Dennis, en af mine fars venner, arbejdede i Khao Lak som dykkerinstruktør og formåede at overtale os tre til at lave et “prøve-dyk”. Tidligt en morgen drog vi fulde af forventning afsted til Similan-øerne. Vi gennemførte vores livs første dyk i det klareste og blå vand, vi nogensinde havde set. Jeg elskede det, og var helt uvidende om, at det ikke ville vare længe, før jeg var tilbage.
FORANDRING
To år senere havde jeg færdiggjort gymnasiet og længtes efter varmere breddegrader. Jeg endte i Khao Lak med Dennis igen. Snart kunne jeg kalde mig selv certificeret dykker, og jeg oplevede endnu en gang følelsen af frihed. Efter turen vendte jeg tilbage til Sverige og flyttede til den smukke hovedstad Stockholm, men opdagede hurtigt, at bylivet ikke var noget for mig, der var vokset op blandt min fars jordbærbede og granskove. Jeg ringede til Dennis og bad om hans råd. Han var klar. ”Sig op og kom til Khao Lak. Du kan arbejde som en dive guide her". Beslutningen blev taget – jeg skulle være Divemaster. En helt ny verden åbnede sig, men kunne man virkelig kalde dette et job? Min kære barndomsveninde tog kurserne sammen med mig og vi havde en fantastisk tid sammen. Vi elskede vores nye liv. Fire timer om dagen tilbragte vi under overfladen, og vi mødte mennesker fra alle verdenshjørner. Jeg glemmer aldrig, da jeg så min første hvalhaj. Hvilket stort og smukt dyr. Eller da tre store mantarokker svømmede i cirkler omkring en sovende leopardhaj. Alle solopgangene og solnedgangene over Andamanerhavet. Delfinerne, der svømmede foran båden, når vi sejlede fra en tropisk ø til en anden. Verdens bedste arbejdsplads.
ET NYT KAPITEL
Efter tre uforglemmelige sæsoner i Thailand begyndte jeg at føle mig sulten efter mere. På samme tid fik jeg et tip fra en ven om et firma i Palau, Mikronesien, der ledte efter en dive guide til deres liveaboard. Hvor var Palau overhovedet? Bare navnet lød så eksotisk og fristende, at jeg var nødt til at søge stillingen. En uge senere var jobbet mit. Hvad skete der? Var jeg virkelig færdig med Thailand? Alle mine venner, jobmuligheder og frem for alt sikkerheden. Ville jeg forlade alt dette for at arbejde på en helt ny båd uden at kende en eneste person, i et land, jeg knapt kendte eksistensen af? Ja, det ville jeg tydeligvis.
P A L A U – lyder det ikke som et paradis? Forestil dig tre hundrede frodige, grønne øer omgivet af krystalklart, turkisfarvet vand. Dive sites med stærke strømme og myldretid af forskellige hajer. Her lærte jeg meget. For eksempel at jeg før hvert dyk var nødt til at finde ud af, hvor stærk strømmen var, og i hvilken retning den gik. Jeg havde også brug for at sørge for, at kaptajnen satte os af på det rigtige sted, så...
, 
