Salalah

Solens første morgenstråler begynder så småt at fylde flyets kabine med lys og passagererne med liv. Nu er der ikke så langt igen. Mens vi daler ned fra marchhøjden, bliver konturerne klarere. Mod syd har vi det Indiske Oceans intensive blå farve og mod nord det kuperede og tilsyneladende uendelige ørkenlandskab. Midt i ødemarken ser jeg dalstrøg og oaser, hvor planterne endnu spirer efter den årlige monsun, Khareef, som optræder mellem juli og september. Mens resten af Mellemøsten steger i den til tider 50 grader varme luft, opstår et livgivende fænomen i denne region. Alt indhylles i en svalende støvregn. Sandklitterne får liv og fra bjergene styrter enorme vandfald. Lokale turister og besøgende fra nabolandene søger hertil i tusindtal for at nyde 27-30 graders ”kulde”. At få et værelse på denne tid af året er næsten umuligt. Hotellerne er fyldte, og har man en ekstra lejlighed kan man let leje den ud for 6-8.000 kroner – pr. nat. Mad og drikke læsses på jeep’ene og så går det af sted på picnic oppe i bjergene. Når campingstolene er sat op, sætter man sig i den silende regn og bare nyder det. Hvorfor de skandinaviske turistbureauer ikke har satset på denne form for ferie, er mig en gåde. Skandinavien er jo en ren guldgrube i form af endeløse regnfulde sommerdage. Uforståeligt! 

Et kongerige for et søkort

Et par uger inden afrejsen til Oman sendte jeg en e-mail til Extra Divers’ hovedkontor i Tyskland for at høre, hvordan det gik med deres nye dykkecenter i Oman. Jeg havde endnu ikke fået nogen bekræftelse på, at alt var ”oppe at køre” og det ville være ærgerligt at rejse hele vejen, blot for at banke på til et tomt lokale. 

Blev jeg lige overrasket, da jeg fik svar tilbage fra Oman – på svensk? ”Du er hjerteligt velkommen til at dykke med os i Salalah. Jeg ved ikke, om du kan huske mig, men det var mig, der var instruktør på dit advanced-kursus i 1993”. Afsender var Alex Andersson, som bl.a. lærte mig at navigere under vandet en gang i tidernes morgen. Nu viste det sig, at han havde fået til opgave at starte centeret op sammen med en Tomas Sjölin. Verden er lille sommetider. 

At stable et dykkecenter på benene indebærer hårdt arbejde. Befinder man sig desuden i et land. som har været isoleret fra omverdenen indtil for 35 år siden, så har man rigeligt at gøre. Ting, man tager for givet andre steder, tager det lang tid at skaffe frem i Oman. Tag bare sådan noget som et søkort. Det kan give svar på spørgsmålet om, hvor man finder interessante dykkesteder. Men at finde et søkort over denne del af verden havde været forgæves for dem. Derfor føltes det ekstra sjovt at kunne bidrage med et elektronisk søkort som ”indflyttergave”. Manden vi kan takke for dette er Pierre Weckman fra Flygfisken Resor, som havde held med at fremtrylle et kort fra ”Gud ved hvor”, lige før min afrejse. På dykkecenteret samles vi nu omkring min bærbare computer for i detaljer at granske hvordan bundkurverne...