DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

  Kystleksikon  Kustlexikon
Spodsbjerg havnemole - Langelang
Dykkestedet ved Spodsbjerg havnemole ligger mellem kampestensbesætningen og bundgarnspælene, der ses helt til højre i billedet.
Spodsbjerg havnemole - Langelang
En snippe leger gemmeleg i ålegræsset. Bemærk den gode kamuflage i striberne på kroppen og den brune linie hen over øjet.

Spodsbjerg havnemole

- Langeland

Lisbeth Vasiljev

Langeland er en dejlig ferieø med pittoreske landsbyer, møller og et bugtende landskab, der består af alt fra marsk til klit. Langeland er på grund af øens udformning begunstiget ved den altid korte afstand til nærmeste strand – og dermed gode, let tilgængelige dykkesteder.

Ét af dem er Spodsbjerg sydlige havnemole, lige ved siden af lystbådehavnen. Stedet ligger beskyttet for strøm på lavt vand. Det inderste stykke er derfor også anvendeligt til kursusdyk for begyndere. Længere ude langs bundgarnspælene eller kampestenene, kan man opnå dybder på 15-20 meter, men turen er noget længere end et typisk dyk, og bør foregå fra gummibåd.

Inden for det afgrænsede område for dykket kan man vælge turen langs med kampestenene ved naturlig navigation med stenene på sin venstre side ud (og højre side hjem). Eller i retning mod bundgarnspælene – eller måske en kombination af begge områder, før returen til stranden. Det er en god idé at anvende kompas ved et kombineret dyk mellem kampestenene og bundgarnspælene.

Fra havnemolen eller stranden må man lige checke vindretningen før dykket. Når vinden kommer fra syd, samt i efterdønningerne af Tårs-færgens læggen til og fra, vil en mængde alger og partikler i vandet lægge sig som en tyk grød inde ved kampestenene, der udgør havnemolen. I så fald er det bedst at dykke i retning mod bundgarnspælene (de er uden net), der således står i åbent vand. 

Langs kampestenene ses rigelig bevoksning af muslinger, søanemoner og søpunge. Der er mange varianter af krabber, søstjerner og kutlinger samt sandorme langs bunden. Typisk vil man også møde rejer, fladfisk og massevis af vand- og brandmænd. Hvis man ser godt efter, finder man næbsnoge og snipper, der gemmer sig i de store områder med ålegræs. Samt ålekvabber, der skjuler sig under det orange flor, som udgøres af candyfloss-agtige alger.

Det anbefales at dykke midt på dagen eller tidlig eftermiddag, da lyset her er helt specielt flot når det strømmer ned over bundgarnspælene!

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også