Tawali

Kan du forestille dig det? Jeg blev næsten træt af at fotografere harlekin spøgelsesnålefisk (harlequin ghost pipefish), da Sebastian igen pegede endnu en klynge ud. Spøgelsesnålefisk (Rough ghost pipefish) var i forhold til harlekin’erne i overtal, og vores guide markerede hvert område af interesse med en pind stukket ned i mudderet. Vi skulle bare flytte os til næste afmærkning, når vi var færdige med et motiv. Udfordringen bestod i at belyse billedet på en interessant made i stedet for bare at samle motiver ligesom frimærker. Det kan være svært, når motivet kun er et par centimeter langt.
Slimfiskene poserede behjælpeligt. Selv de, der skulle holde udkig for deres mindre reje-venner, blev forført af linsen og lyset og opførte sig nærmest dumdristigt i forhold til deres rolle som sikkerhedsvagter.
Jeg hang ud for indgangen til en søknælers hjem, mens jeg forsøgte at få et brugbart billede af den. Den skulede frygtsomt ud mod mig mens den blinkede med sine alien-øjne, men den vovede sig aldrig frem.
Jeg trak mig tilbage, da jeg opdagede et par utroligt giftige djævlefisk (inimicus devilfish), der bevægede sig frem mod den skygge, jeg kastede i mudderet, vaklende af sted på deres kyllinge-agtige kløer. Mand, hvor er de grimme!
En doven, ung skorpionfisk fangede mit blik på vej tilbage til båden, der nu var omringet af lokale i deres udrigger-kanoer fyldt med konkylier fra truede dyrearter. De undrede sig over, at vi ikke ville købe nogen…

Muck
Tawali i Papua Ny Guinea er berømt for sin muck diving. Steder som Michelle’s, der ligger tæt ved fastlandet, kan konkurrere med Lembeh Strait i Indonesien når det gælder variationen og mængden af små eksotiske dyr, der lever et tæt fællesskab.
Makro-kameraet var også anvendeligt på udenskærs rev som Calypso og Cobb’s Cliff. Blad-dragehovedfisk (White leaf scorpionfish) poserede stolte og små skorpionfisk af blandede arter forholdt sig roligt, mens jeg tog deres portrætter.
Der lod til at være over tusind forskellige anemonefisk, lige så mange som der var anemoner. På sandbunden fik jeg øje på et farverigt blomsterflor, som en forstørret georgine, ca. 40 meter på tværs.
Var det en slags anemone eller blød koral? Den sad fast som en søanemone (cerianthus), og da jeg utilsigtet berørte den med mit kamera, i det jeg ville fotografere en reje, trak den sine kronblade tilbage og forvandlede sig til en godt beskyttet kugle.Jeg kunne desværre ikke finde den i nogen af de dyrebøger, jeg bladrede i.
Et sted blev kaldt for Crinoid City, fordi utallige søliljer voksede på næsten hvert eneste rev. Jeg morede mig, da jeg så en dykker med 60 cm overskydende vægtbælte, der nu var blevet hjem for disse klæbrige bæster.
Det var en lettelse, da Sebastian – vores dykkerguide – kom for at hente mig op fra væggen til toppen af revet, hvor to kæmpe tiarmede blæksprutter, parrede sig. Jeg var den eneste dykker, der var...