DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

  Kystleksikon  Kustlexikon
Torpedostationen ved Høruphav - Als
Torpedostationen ved Høruphav - Als
Torpedostationen ved Høruphav - Als
Torpedostationen ved Høruphav - Als

Torpedostationen ved Høruphav

- Als

Tekst og foto Ulrik Westphal

Med de gamle ammunitionsbunkere i ryggen, kan et dyk tilbage i tiden begynde. På med finnerne og derudad. Efter et hurtigt blik på villaerne oven for de gamle bunkers, kan man glide under overfladen.

Næsten med det samme begynder efterladenskaberne af tyskernes betonkonstruktioner og brorester at dukke op.

For dykket her gælder resterne af broen ved den tyske torpedostation ved Høruphav, et sted, hvor der var megen aktivitet under første verdenskrig. Tyskerne brugte blandt andet området til at udvikle og teste torpedoer, men her var også aktivitet under krigen som ubåds-støttepunkt. Under anden verdenskrig, blev anlægget indrettet til forsøgsstation for den tyske krigsmarine. Her foregik mange eksperimenter med radar og infrarødt udstyr.

Når du svømmer rundt og betragter de bizarre vinkler, som betonresterne har efter sprængningen af den store og lange bro, der førte næsten 300 meter ud i Høruphav, kan det overraske, at resterne er så intakte. Den er ikke er gået mere i stykker, end man sagtens kan se, hvad der engang var op og ned. 

Som så meget andet tyskerne byggede i den periode, er det solide sager, man her dykker på.  Broen blev bygget over flere omgange og den fik sin endelige længde på 280 meter. Den var solidt konstrueret med jernarmering og store piller, der var godt forankret i bunden og som noget særligt, var der engang en stor kran for enden af broen. 

På grund af den relativt ringe dybde er der god tid til at ligge og beundre de store begroede betonplader. Når solens stråler rammer de mange forskellige slags tang, er der en helt særlig stemning her ved den tidligere torpedostation. Der er steder, hvor man kan svømme igennem eller under betonresterne. Og her i hulerne er der mange gemmesteder for fisk, krabber og andre smådyr.  

Hundestejler, kutlinger, rejer og havkarusser vimser omkring dig hele tiden og du får følelsen af at være under varme himmelstrøg med den store mængde af marint liv. Man kan efter et par dyk på broresterne godt komme til at ærgre sig over, at denne bro ikke er intakt længere. Det er der dog ingen grund til, for det her er rigtig god og anderledes stranddykning. Men hvilket sted det havde været at dykke, hvis den stadig bestod.

Når man svømmer udefra og indad bliver resterne mindre og mere spredt. Kranen, som var placeret yderst på den lange bro, kan man stadig se resterne af. Også denne er flot begroet, og er man heldig med sigten, er den et godt fotomotiv. Selve dykket er dejlig varieret, og flere steder kan man svømme under de store betonplader. Resterne ligger et par hundrede meter fra havnen i Høruphav og kan passende kombineres med et par dyk på vraget Inger Klit, hvis man vel at mærke har båd med.  

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også dit eget dykkermagasin 20 gange om året ved at abonnere her: DYK NetMag

Fakta

Fakta 

Kørselsvejledning Fra Sønderborg kører du ad landevejen 427 mod Skovby. Der er god skiltning mod Skovby i Sønderborg. Fra Søndre Landevej i Hørup Hav drejes nedad Skovhøj. For enden af denne er der en offentlig sti, som fører ned til stranden. Her kan der parkeres, men vis hensyn, da du er i et villakvarter. 

I og op af vandet Du kan gå i og op af vandet fra stranden.

Luftpåfyldning Hav luft på flaskerne hjemmefra.

Bedste årstid Vinter, hvis vi har haft lave vandtemperaturer og svag vind. 

Farlige områder Yderst ude hvor der er flest kranrester, er der mulighed for at hænge fast i resterne. 

Dybde, strøm og sigt Du får maksimalt seks meters dybde og her er aldrig strøm. Sigten er bedst i vinterhalvåret. 

Highlights De mange rester af den lange bro og fiskelivet i sommerhalvåret.

Tilladelser Ingen 

Faciliteter Ingen

Fotomuligheder Der er muligheder for at tage både makro- og vidvinkelfotos.

Læs også