DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Norge  Norge
Ystesteinen – længst fra land
Det er kun få dage om året, at vejret er roligt nok til, at man kan besøge de afsidesliggende klippeøer.
Ystesteinen – længst fra land
Ystesteinen – længst fra land
Ystesteinen – længst fra land
Ved Ystesteinen er der så mange sæler, at der er garanti for at se dem både under og over havets overflade.

Ystesteinen

– længst fra land

Af Casper Tybjerg
Ystesteinen er et unikt dykkested, som kun sjældent kan besøges. Det ligger placeret ekstremt udsat for vejr og vind ud for den norske kyst i et af Skandinaviens mest forblæste områder. Har man chancen for at komme herud, bør man ikke tøve et øjeblik, for her venter store oplevelser. Tag dog ikke til Ystesteinen uden god forberedelse.

Klokken er syv og vejret er usædvanligt godt. Der er ikke en vind, der har rørt sig i næsten 24 timer og solen banker ned fra en skyfri himmel. DYK er blevet inviteret med til Ystesteinen, en sagnomspunden lokalitet, som kun kan besøges ganske få gange om året, da den ligger meget udsat for vejr og vind meget langt fra kysten. Hvis man springer i vandet ved Hirtshals og svømmer mod Norge, er Ystesteinen det første land, man vil møde.
Vi er ved at pakke dykkergrej, kameraer, frokost og radioudstyr sammen i en båd. Stemningen er intens, for dagens tur stiller store krav til dykkere og bådføreren. Vi har travlt, for der er meldt tiltagende vind senere på dagen. Selv den mindste vind betyder hurtigt forværrede forhold ved Ystesteinen. Her er det vejrguderne, som sætter dagsordenen.
Skærgården glider hurtigt forbi og inden længe har vi forladt den helt. Båden pløjer sig nu gennem åbent hav, og på trods af de perfekte vejrforhold må vi holde os godt fast. Havet er langt fra roligt. Den lokale guide fortæller, at han kun har haft mulighed for at dykke ved Ystesteinen fem gange i løbet af sin 12-årige karriere.

Nysgerrige beboere
Efter nogen tids sejlads viser en gruppe småøer sig i horisonten. Målet er i sigte og alle motorens 150 hk arbejder fortsat hårdt for at få os frem. Vi kigger mod det norske fastland, som nu befinder sig i horisonten bag os. Mod øst kan vi lige netop skimte Lindesnes Fyr, som er Norges sydligste, landfaste punkt. Det er langt ude, dette her.
Vi sejler om til læsiden, og allerede før vi kommer helt tæt på skærene, viser det sig, at vi ikke er alene herude. Tusindvis af havfugle sidder på land og deles om den sparsomme plads, men der er også større dyr. Mindst fire grupper af gråsæler ligger spredt omkring på skærene og nyder solens varme stråler. Vi er helt tæt på, før sælerne langsomt tager retræten og forsvinder under overfladen af sikkerhedsmæssige årsager. Der er masser af tid til at nyde synet, inden de er væk fra land.
Det er begyndt at blæse op, så vi er klar over, at vi ikke skal dvæle for længe ved udsigten. Båden bliver sejlet forsigtigt ind mellem to af Ystesteinens største skær. Her er der roligt vand, og på trods af en smule overfladestrøm og tiltagende stærke vindstød fra Nordsøen, lykkes det at få et par tov og et anker i land. Basen er etableret.
Vi går en tur på land for at skabe overblik over området. Sælerne har forladt skærene omkring os, men de er ikke flygtet helt. Sælhoveder stikker op af vandet både foran, ved siden af og bagved båden. Det er sjældent, at de får besøg af mennesker helt herude. De kommer tættere og tættere på båden, imens vi gør og klar til dykningen. De virker ekstremt nysgerrige, men forsvinder øjeblikkeligt ned under overfladen, når man får øjenkontakt med dem. Ved Ystesteinen er der så mange sæler, at der er garanti for at se dem både under og over havets overflade.

Skovtur under overfladen...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også