DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

Det der ikke sker

9. okt 2011 -- Juergens

Forleden dag havde jeg en af mine utallige dage i værkstedet og stod og hyggede mig med lidt god musik i ørene da en af vores piger fra skranken kom ud og sagde, at der var en dansk familie der gerne ville have lidt mere info på dansk. Og da mit arbejde i værkstedet ikke rigtigt flød, så var denne afbrydelse et dejligt afbræk.

Familien bestod af 5 personer der alle var dykkere, men hvor de to teenage sønner manglede at komme op på samme advanced niveau som resten af familien. Yderligere talte vi om en tur til Thistlegorm, men som proceduren er hos os, skal man først have et lokalt dyk og her skal det bedømmes om man er klar til Thistlegorm. Den bedømmelse faldt ud så vi anbefalede ikke at tage til Thistlegorm. Der blev talt om alternativer med en privat guide o. lign. men når det kommer til stykket drejer det sig ikke om "bare" at dykke Thistlegorm, men at gøre det med overskud, så man får en god oplevele ud af det. Heldigvis var der stor forståelse for det synspunkt og vi aftalte en tur til RasMo i stedet.

På turen til RasMo havde jeg min kæreste Rikke med som DiveMaster så vi kunne splitte familien lidt op, og det fungerede rigtigt godt. Faktisk så godt at vi lavede det samme set-up to dage senere. Og specielt sidste dag blev det helt fantastisk med en meget stor stime snappere i deres karekteristiske kegleformede stime.Yderst heldigt, for det er afgjort sidst på sæsonen.

Vi fik også tid til et natdyk, med alle de sædvanlige makro seværdigheder, samt 4 store travelleys der lystigt guffede løs fra en stor stime små-yngel.

Det er jo ikke noget der specielt hjælper på ens privatøkonomi at fraråde folk at tage på Thistlegorm, men det er vigtigt at folk også har en god oplevelse - og det er jeg ikke helt sikker på havde været tilfældet for alle fra denne familie - specielt ikke hvis forholdende havde været barske. Og da ingen i familien havde over 20 dyk, så er der god tid til at opleve Thistlegorm, og da vi ikke kom til Thistlegorm var der jo mulighed for anden rigtig god dykning.

Ugen bød også på en middagsinvitation fra en af vores både. Og de havde lagt sig i selen. Der blev disket op med hel grillet fisk, rejer i spicy sauce og ikke mindst fantastisk socialt samvær.

I aften står den på carvery på den lokale engelske pub. Det skulle efter sigende være fantastisk - og det kun til hvad der svare til DKK 45. Der skkal spises igennem - og det vil ske.