Hver ting, sin plads
– udstyrskonfiguration
Udstyrskonfiguration er et populært diskussionsemne blandt dykkere. Vi kommer med et bud på, hvordan du bedst stuver dine stumper.
Uanset hvilken slags dykning vi udfører – fra enkelt scuba til teknisk dykning – er vi nødt til at medbringe ekstraudstyr. Der kan fx være lygter til at skinne ind i huller eller til brug på natdyk. Det kan være signalbøjer med linehjul eller spoler til at sende dem op, det kan være knive eller andet værktøj til at skære dig løs, det kan være makkerliner, Jon-lines, fløjter, kompasser, radiofyr, nødblus, kameraer, MP3-afspillere … fortsæt selv listen.
Derudover kan vi have brug for reservedele til det, der kan gå i stykker, og backup af udstyr, vi kan komme til at miste eller ødelægge. Det kan være en backup-lygte, en ekstra bøje eller en reservemaske. Du behøver ikke engang være avanceret dykker, før det bliver nødvendigt at gennemtænke, hvor du anbringer alt dette udstyr.