Copenhagen Diveshow
– sådan en smule sne ...
Det blev en vinter, der kommer til at gå over i historien som en af de mest besværlige i mands minde. Og vintervejret kom da også til at sætte sit præg på besøgstallet på Copenhagen Diveshow, men den tiende version af begivenheden blev alligevel en rungende succes, og var man først kommet gennem sneen frem til Bella Center, var der masser at varme sig med.
Jeg kan godt forstå, at svenskerne og nordmændene ryster lidt overbærende på hovedet over os danskere. I vore broderlande er de vant til sne og frost. De svenske og norske udstillere og besøgende på Copenhagen Diveshow kunne ikke rigtigt forstå, hvad problemet var, og hvorfor man frarådede al udkørsel i København søndag formiddag – den sidste dag på Copenhagen Diveshow , hvor der traditionelt set er flest besøgende. Bare for sådan en smule sne …
Feriemessen har fundet sted i Bella Center i januar i de sidste 28 år, og Copenhagen Diveshow har været en stadig større del af begivenheden i de sidste ti år. Men aldrig før har vejret været så stor en modspiller. Sidste år fandt knap 40.000 vejen til Bella Center i de tre dage, feriemessen varede, men til dette års version dukkede kun lidt over 32.000 op. Og det kunne godt mærkes ...
Heldigvis var der alligevel mange, der mente, at et besøg på Copenhagen Diveshow måtte høre til i kategorien nødvendig udkørsel og dermed tolkede vejvæsenets advarsel til fordel for en indendørs dykkeoplevelse. En enkelt messegæst tog sagen i egen hånd og transporterede sig selv til Bella Center – på langrendsski!
Tiårsjubilæum
Jubilæet blev fejret med et rekordstort antal udstillere på Copenhagen Diveshow og et tilsvarende rekordstort antal kvadratmeter. Showet fyldte således i år næsten hele Hal C4 – bortset fra et LEGO-område helt nede i den anden ende. Omkring 50 udstillere, to pools til prøvedyk, en dykketank til opvisninger, en stor aktivitetsscene samt en mindre foredragsscene på TDA’s stand lovede godt for masser af action og underholdning, og der var noget for enhver smag – både feriesnorklerne, sportsdykkerne og tech-entusiasterne følte sig godt underholdt.
Det større areal betød dog, at gæsterne blev fortyndet noget, og de perioder med kødrande, som man har oplevet i primetime på tidligere versioner af Copenhagen Diveshow, udeblev i år. Men mange af udstillerne sagde bagefter, at de faktisk havde sat pris på at have lidt længere tid til at tale med deres gæster, og at der var masser af interesse og bookinger – og det er jo hovedsagen.
Større ambitionsniveau
Det hele startede i 2000, hvor Bella Center ville nyttiggøre lidt overskudsplads i bunden af Hal C4 med et lille dykkeområde – deriblandt Master Dive, der sammen med DYK er den eneste udstiller, som har været med i alle ti år. Da vi evaluerede det lidt famlende første forsøg, besluttede vi i 2001, at det var værd at forsøge igen, men med et lidt større ambitionsniveau, og i årene efter kom der flere udstillere til. Det voksede stille og roligt, og da der omkring 2005 begyndte at komme udstillerinteresse fra Sverige og Norge samt fra blandt andet Spanien, Ægypten og Malta, blev det ikke så mundrette eller internationale Dykkersektionen på Feriemessen udskiftet med Copenhagen Diveshow, der efterhånden har etableret sig på den internationale messekalender som en...