Kystleksikon #16 - Rødvig Strand - Sydøstsjælland
- Rødvig Strand - Sydøstsjælland
Ved dykkestedets parkeringsplads ses Rødvigs vartegn, Flinteovnen. Den blev fra 1870-1910 brugt til at omdanne kugleflint fra stranden til flintepulver, der blev brugt til fajance. Rødvig Havn har i flere år kunnet hejse det blå miljøflag på flagmasten, hvilket borger for godt badevand ved sandstranden vest for fiskerihavnen.
Rødvig Strand er fra en dykkemæssig synsvinkel det lettest tilgængelige sted ved Stevns – da der ellers er meget høje klinter ned til kysten. Uden nødvendigvis at være det mest spektakulære på Stevns, rummer Rødvig dog gode dykkeoplevelser. Under dykket vil man se store områder med alger og vandplanter, der lægger sig som duntæpper i alskens pastelfarver hen over bunden. Bunden består skiftesvis af kridt og sand.
Der ses mange steder dybe furer i kridtformationerne, der blev dannet ved at granitblokke under istiden blev skubbet hen over kridtbunden. Forskellen på kridt og kalk er, at kridt indeholder mere end 90% calcit, eller kalkspat. Benævnelsen kalk bruges om forekomster med mindre calcit. Kridten er dannet under Kridttiden for ca. 100-65 millioner år siden som rester af skjolde efter encellede, mikroskopiske kalkalger, også kaldet coccolitter.
Der er et rigt marint liv her. Man ser typisk massevis af krabber, rejer, muslinger, kutlinger, ulke, nålefisk, pighvarrer, rødspætter, skrubber, sandorm, ålekvabber, torsk og ørred. Der er desuden mange vand- og brandmænd, så beskyt hænderne! Vi legede kispus med de mange lystige rejer, og overraskede en række pighvarrer, rødspætter og skrubber i alle størrelser fra 7 til 40 cm. En enkelt sky torsk forsøgte at gemme sig imellem kridtfurerne under nogle vandplanter. Den anlagde strudsemetoden: ’Hvis jeg ikke kan se dykkerne, så kan de nok heller ikke se mig!’.
Mens man dykker, og evt. fotograferer, er der så meget marint liv at kigge på, at man ofte distraheres af et godt motiv. Men pas på: Der sættes bundgarnspæle, som kan ses fra stranden, men også net der ikke umiddelbart ses fra overfladen. Vær derfor vågen under dykket – hold hele tiden udkig for ikke at blive viklet ind i nettene – de er ikke beregnet på så store fangster!