Portfolio
Jørn Ari
Jørn Ari blev født i Danmark i 1966, men han kom relativt sent i gang med at dykke – det var først i en alder af 40 år, at han fik sit første dyk. Det forgik på en ferie til Sharm El Sheik i efteråret 2006.
– Det var en helt ny verden, som åbnede sig for mig. Jeg blev straks interesseret i det fantastiske mylder af liv og de farverige koraller under havets overflade, husker Jørn.
Dykningen blev hurtigt en passion og allerede året efter havde han uddannet sig til PADI Divemaster og i februar 2009 blev han instruktør. I dag er Jørn PADI Staff Instructor.
– I 2007 tog jeg en tur til Maldiverne og jeg medbragte mit første undervandskamera. Det var et Olympus kompaktkamera og med det skød jeg løs på alt, hvad der bevægede sig under havets overflade. Der blev taget mange billeder med den største iver, fortæller Jørn.
I efteråret 2009 var det blevet på tide at tage skridtet videre og udskifte kompaktkameraet med et DSLR-kamera. Valget faldt på et Olympus E-420 i et hus fra Ikelite.
Jørn Ari har især en stor interesse for floraen og faunaen i de danske farvande, og det er specielt nøgensneglene, han fotograferer, når han dykker. Hans interesse for nøgensnegle har gjort, at han har kastet sig over et større projekt, der handler om at systematisere de mange forskellige arter af nøgensnegle, som lever i de danske have.
Hans favoritdestinationer er derfor de nordiske lande. I Danmark er det Lillebælt, der er favoritten på grund af den biologiske mangfoldighed. I Sverige er det Gullmarsfjorden, der er det foretrukne dykkermål og i Norge er det Gulen ca. 100 km nord for Bergen, der trækker – primært på grund af de mange nøgensnegle, man kan finde der.