DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Rejse  Resa
Syder af liv
Syder af liv | Som dykker bliver du forkælet med en imponerende forestilling på revene omkring Una Una. Korallerne er sunde, og det vrimler med fisk.

Una Una

– det sidste vilde paradis?

Tekst og foto: Patrik Enlund
En næsten glemt ø med koralrev i en klasse, de fleste kun kan drømme om. Findes sådanne steder overhovedet stadig i verden? Una Una ligger gemt langs Sulawesis bugtede kyst i det nordlige Indonesien og tiltrækker dykkere, der vil opleve noget, som føles som et af de sidste vilde paradiser.

– Det er meget uberørt her, siger svenskeren Jakob Windt.

I 1983 blev hele befolkningen på Una Una evakueret, da den rumlende vulkan varslede, hvad der var på vej. Efter udbruddet lå øen øde hen i lang tid, og lava dækkede omkring 90 procent af overfladen. At der ikke boede mennesker her i næsten 30 år, og at turister længe ikke havde mulighed for at komme hertil, har gjort underværker for naturen.

Takket være det trives korallerne under overfladen, og det marine økosystem har fået lov til at udvikle sig i fred. Lige ud for stranden på øens østside ligger desuden et sted med en næsten mytisk stemning – Una Unas mest kendte dykkeplads: Black Forest. Her vokser en unik kombination af pladekoraller og søjlekoraller i formationer, som savner sidestykke.

Utrolige koralformationer
Lignende koralformationer findes andre steder i Indonesien, men næppe i samme tæthed og omfang som her. Korallerne skaber illusionen af træer, der står i lange rækker – deraf navnet på dykkerpladsen. Mange dykkere rejser til Una Una alene for at opleve Black Forest.

– Af alle de koraller, jeg har set på mine rejser i Asien, må Black Forest være de mest unikke, jeg er stødt på. Deres udseende, som stalagmitter i grotter, er noget, jeg aldrig havde forestillet mig fandtes i havet. Følelsen af at glide forbi dem er som at befinde sig på en anden planet, siger Jakob Windt.

Black Forest er så speciel, at dykkerresorterne på øen sammen med lokale aktører arbejder for at beskytte korallerne og få stedet optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Sunde rev

Men det er ikke kun disse spektakulære koraller, der tiltrækker dykkere til Una Una. Revene er sunde uden tydelige tegn på koralblegning eller andre større skader. Øen byder på dykkerpladser med imponerende vægge, pinnacles med enorme mængder fisk og næsten overalt gigantiske undervandssvampe – fem til seks gange større end et menneske.

Det første overnatningssted for turister med tilhørende dykkercenter åbnede så sent som i 2015. Dykkerturismen på Una Una er stadig i sin spæde begyndelse, og det er langt fra store mængder besøgende, der har dykket på revene her.

Det er ganske vist lidt mere besværligt at komme hertil end at flyve direkte til Bali. Men det er også en del af charmen – og en vigtig forklaring på, at stedet stadig er så uberørt.

– At komme hertil er halvdelen af udfordringen, men det er helt klart rejsen værd, siger Jakob Windt.

Svenskdrevet resort
Han har lagt vejen forbi Una Una sammen med sin ven Marcus under en biltur gennem hele Sulawesi. På øen tjekker de ind på det nyåbnede dykkerresort Lavana, som drives af et svensk-dansk par.

– Planen var at rejse til denne del af Indonesien, og da fik jeg kontakt med en svensk instruktør, så tænkte jeg, at nu måtte jeg benytte lejligheden til at tage mit dykkercertifikat, siger Jakob.

Bare få skridt fra strandbungalowen vader Jakob ud i vandet...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs artiklen i DYK #93:





SOME images:
, Syder af liv
Syder af liv | Som dykker bliver du forkælet med en imponerende forestilling på revene omkring Una Una. Korallerne er sunde, og det vrimler med fisk.
, Svampe i stor stil
Svampe i stor stil | Hvis der er noget, Una Una har masser af, så er det enorme svampe i alle tænkelige formationer.
, Kunstværk
Kunstværk | På Una Unas imponerende vægge vokser svampe, der lige så godt kunne være en kunstinstallation.

Læs også