Uv-fotograferingens historie
Pionererne, opfinderne og teknikken
Når man ser på dagens udbud af elektronisk isenkram og digitale vidundermaskiner, er det utroligt, at tidligere tiders undervandsfotografer overhovedet fik billeder med op. Vi laver et strejftog gennem undervandsfotograferingens historie.
Hvordan startede uv-fotograferingen overhovedet? Hvis man har læst lidt om uv-foto, er man måske stødt på navnet Louis Boutan. Denne franske zoolog plejer at nævnes som uv-fotograferingens fader. Han begyndte at tage billeder under vandet allerede i 1890’erne, og hans billeder fra 1893 er stadig bevarede. Han var imidlertid ikke rigtigt først. Så tidligt som fra 1871 findes der en beskrivelse af, hvordan man tager billeder under vandet. Ophavsmanden til denne tekst var Ernest Bazin, men om det lykkedes ham rent faktisk at tage nogle billeder, det ved vi ikke.
I 1888 lykkedes det E.G. Carey med hjælp af belysning fra elektriske buelamper at tage billeder under vandet. Han udtrykte betydningen af sine fremskridt på denne måde (frit oversat): Dette gør det muligt også under vandet at anvende fotografiet i videnskabens tjeneste, hvilket vil komme til at få meget stor betydning.
Lad os vende tilbage til Boutan. Han var altså zoolog og arbejdede på forskningsstationen Arago i Sydfrankrig. Han interesserede sig især for bløddyret Haliotis (abelone) og dets livscyklus. Problemer med at fange levende larver gjorde, at Louis besluttede sig for at lære at dykke. Og det kom han til at gøre med eftertryk. Hans forskningsaktivitet førte ham ned på ansenlige dybder, og han kom til at se masser af liv under overfladen, ud over abelone. Han beskrev det forspring, han syntes, at han havde fået i forhold til sine kolleger med en metafor: Marinbiologen af i dag befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med den som en tænkt besøger fra månen er i, når han i sit måneskib flyder omkring i vores atmosfære og forsøger at observere livet på jorden.
Det tog nok lidt længere, end Boutan troede, før dykning kom til at indgå som en vigtig del af marinbiologens arbejdsmetoder. Louis indledte sine forsøg med at fotografere under vandet af samme årsag som mange af dagens sportsdykkere, nemlig for at vise omverdenen, hvordan der virkelig ser ud under vandet. Han var dog ikke alene om det. Han havde sin bror, ingeniøren A. Boutan, til at hjælpe med at konstruere kameraer. Kamerahuset blev en tung og omfangsrig tingest af messing, der måtte fastgøres til en luftfyldt tønde kopplades for at muliggøre håndteringen under vandet. En ingeniør ved navn Cahufour hjalp til med konstruktion af belysningen. Den var af samme type som E.G. Careys, nemlig elektriske buelamper. Boutan lader imidlertid til også at have anvendt magnesiumpulver, som blev tændt med en gasflamme, der fik ilt fra luften i en tønde! Efter en lang udviklingsperiode kunne man endelig i perioden maj til juli 1893 gennemføre de første praktiske forsøg ved Banyuls-sur-Mer i Middelhavet, tæt på den spanske grænse. En del af hans billeder er bevarede, og de har en overraskende høj kvalitet med i betragtning af omstændighederne. Han holdt desuden en slags dybderekord, som stod i ca. 40 år, i kraft af, at han i 1899 havde held med at tage billeder på 50 meters dybde. Han skrev selv...