Mars stadig mageløs: del 3

►  Juli 2019 er en usædvanlig våd, kold og blæsende affære på den svenske østersøkyst. Dykkerteamet ankommer fra hele verden over et par dage, som ellers går med klargøring af udstyr og opsætning af det store telt, der hvert år udgør Mars-ekspeditionens hovedkvarter.

Mars-veteranerne kender rumlen, mens jeg som teamets eneste rookie gør, hvad jeg kan for at bidrage mest muligt. Efterhånden er dykkerskuret på havnen også klart, kompressoren er stillet op, dilluent-flaskerne til vores JJ-CCR rebreathere er pumpet op med 12/65 trimix, deco-flaskerne fyldt og mærket og ladestationer til den forbløffende mængde batterier, der føder vores lygter, kameraer og varmesystemer i tørdragterne er sat op.

Vi er klar til årets første dyk, men vejrudsigten er ikke lovende. Den normale dagsrytme – et dyk tidligt om morgenen og hvor resten af dagen bruges på at forberede næste dag, bliver forpurret af vejrguderne og vi må simpelthen sove med støvlerne på, så vi er parate til at dykke med kort varsel, når et tilstrækkeligt lovende vejrvindue viser sig i udsigterne. Mars ligger en times sejlads øst for Böda Havn på Øland og i et forholdsvis eksponeret område. Et typisk Mars-dyk kan vare op til tre timer, og med en times sejlads frem og tilbage, har vi brug for et fem-timers vindue med nogenlunde rolig vind.
Dykketeamet udgøres af et lille dusin særligt udvalgte dykkere, alle med udgangspunkt i Global Underwater Explorers (se faktaboks på side 47). På 2019-holdet varierer nationaliteterne fra Ukraine, Rusland, USA, Korea, Sverige, UK og jeg som eneste dansker på Mars-teamet.

Holdet er sammensat af dykkere med omfattende projekt-erfaring og som kan dykke under de vanskelige forhold samtidig med, at de kan være produktive, effektive og fremfor alt kan dykke sikkert. De fleste er erfarne undervandsvideo- eller fotografer. Næsten alle er er GUE-instruktører.

Præmierenerver
Jeg er i forvejen blevet advaret om, at de første dyk på Mars kan være noget forvirrende. Og det er de! Det er let at blive overvældet af vragets storhed og komplekse natur. Det er svært at orientere sig. På denne dybde i Østersøen er der altid mørkt som i en brøndgravers røv og man ser intet andet end det, ens medbragte lygte kan oplyse. Ved første øjekast ligner vragstedet blot en bunke brædder og det er vanskeligt at skabe sammenhæng. Det er som et gigantisk mikadospil eller en trælasthandel, der er eksploderet. Det fire grader kolde østersøvand, mørket og den uundgåelige narkose øger udfordringen. Og helt ærligt er jeg en anelse intimideret af det hele. Jeg er jo trods alt grønskollingen på holdet og jeg vil gerne kunne bidrage positivt til årets ekspedition. Men efterhånden begynder jeg af genkende detaljer og få et par referencepunkter og finder mig bedre tilpas.

Vraget er spredt over et område på 500 meter, og det er faktisk muligt at følge de sidste timer i slaget trin for trin ud fra de spor, det har efterladt på havbunden....