Ægypten
Verdensklasse lige rundt om hjørnet
Jeg kan tydeligt huske min første rejse til Ægypten. Det var i januar 1992 og jeg stak af fra universitetet på en afbudsrejse til Eilat, krydsede grænsen ved Taba og tog en servicetaxi (altid en stor, ramponeret Peugeot 504 med to eller tre bagsæder) ned til Naama Bay. Dengang var Sharm el Sheikh blot en søvnig fiskerby, og det var i Naama Bay, at dykningen var centreret. Her var der heller ikke meget – et dusin dykkercentre og et par hoteller efterladt af israelerne efter deres besættelse af Sinai. Kyststrækningen mellem Israel og Sharm el Sheikh var for øvrigt helt øde, bortset fra industrihavnen i Nuweiba og en lille beduinby i Dahab.
Men hvis infrastrukturen var primitiv og udvalget af hoteller ikke kunne måle sig med dagens udbud, så var dykningen så meget desto mere spektakulær. Det var en næsten chokerende oplevelse at hoppe i vandet og blive overvældet af den hvirvelstorm af farver som et friskt koralrev i Rødehavet byder på. Det var som at besøge den hellige gral at dykke på Ras Mohammed på Sinaihalvøens sydspids den første gang. Stejle vægge, stærke strømme og fiskestimer så store og tætte, at man kunne tro, at de var computeranimerede – hvis ikke det var fordi, at computeranimation ikke rigtig var udviklet på dette tidspunkt.
20 år senere
I dag 20 år senere er det på mange måder en helt anden oplevelse at rejse til Ægypten. Ikke bare fordi landet har ændret sig enormt, men også fordi jeg selv har ændret mig og er en helt anden dykker i dag. Dengang var Sinai en øde ørken med risiko for landminer, i dag er kysten næsten helt fyldt ud med hoteller. Dengang var det russisk roulette at bestille en Stella-øl, som kom i 70 centilitersflasker og var af så svingende kvalitet, at ingen løftede et øjenbryn, hvis man bad om at få flasken udskiftet. I dag er der flere forskellige ølmærker og alle holder international standard.
Da jeg rejste på min første liveaboard-tur i Rødehavet var bådene små og i træ. Var det sommer, sov man på madrasser på dækket – der var for varmt i de minimale kahytter, som naturligvis ikke havde aircondition. Man tog bad på agterdækket – hvis man var heldig, og ferskvand var en mangelvare. I dag er bådene flere gange større. Alene soldækket er ofte større end de gamle både, og standarden på kahytter, toilet, mad og dykområdet på agterdækket er uendeligt meget højere.
Dykkestederne er dog stort set de samme og overraskende nok i det store og hele lige så gode som de var dengang. Det har jeg fornyligt kunne konstatere med egne øjne, da jeg her i sommer vendte tilbage til Rødehavet og Ægypten for at dykke en uge om bord på MV Tala, en stor og bekvem liveaboard ekstraudrustet med nitrox og trimix, dobbeltsæt, stageflasker og undervandsscooters.
Ved Smal Giftun Island imponeres jeg af enorme viftekoraller, som udbreder sine grebe i spænd på fire-fem meter. På den lavere del kommer en koralbars svømmende med en levende tudsefisk i munden. Snart bliver...