DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

  Historie  Historia
Ekspedition Rødehavet - deltagere mødes 40 år efter
Billedet fra 1947 forestiller to dykkere, som skal til at teste Bengt Börjessons opfindelse med helmaske. Apparatet kaldes for “maveonde”, fordi flasken oprindeligt var anbragt på maven.
Ekspedition Rødehavet - deltagere mødes 40 år efter
Dennis Österlund holder et eksemplar af de frygtede barracudaer. Billedet blev taget under Eksepedition Rødehavet i 1955.
Ekspedition Rødehavet - deltagere mødes 40 år efter
Om bord på Red Sea ligger et komplet sæt udstyr af den type ekspeditionsmedlemmerne anvendte. Det var delvist hjemmelavet, men fungerede efter samme princip som Cousteaus lungeautomat med dobbeltslange og første- og andettrinnet adskilt. (1955)
Ekspedition Rødehavet - deltagere mødes 40 år efter
Dykkeapparat med tre flasker fordi Åke (på billedet) brugte mere luft end de andre dykkere. I hånden holder han et Hasselblad Supreme Wide Angle i et hjemmelavet uv-hus. (1955).

Ekspedition Rødehavet

- deltagere mødes 40 år efter

Af Martin Örnroth
For 51 år siden begav syv gutter fra Göteborg sig af sted på en vovet rejse til Det Røde Hav. Projektet blev døbt Ekspedition Rødehavet og resulterede bl.a. i en film, som blev vist i 1956. Et halvt århundrede senere var der nypremiere på en restaureret kopi. Vi var med ved begivenheden, og blandt gæsterne var fire af ekspeditionens medlemmer, der skrev det allerførste kapitel i nordisk sportsdykkerhistorie.

Efter filmen må Åke Follin, Lennart Eriksson, Hasse Sahlén og Dennis Österlund rejse sig fo at tage imod et langt og velfortjent bifald fra publikum. 

– Det føles fantastisk at se filmen igen, for ikke at sige rørende, siger Dennis Österlund, som var dykkechef under ekspeditionen. 

Det fælles udgangspunkt for deltagerne var Västkustens Dykarklubb, som blev grundlagt i slutningen af 40’erne af Dennis Österlund og ekspeditionens uv-filmfotograf Bengt Börjesson. Dengang dykkede man blandt andet med en af Bengts opfindelser, som bestod af en lastbilslange, der blev klippet til. I den ene ende fastgjorde man et stykke glas og i den anden ende sad maskeremmen. Dennis fortæller, at masken blev taget på, så den dækkede både øjne, næse og mund. På masken fastgjorde man en luftslange, som blev tilsluttet en trykflaske med en reduktionsventil. Flasken tog man med på dykket og når man ville have luft, drejede man på hanen så masken blev fyldt. Dykkerne tog et dybt åndedrag, hvilket gjorde, at maskens glas pressede mod næsetippen på grund af det faldende tryk, og derefter lukkede man hanen. En konstant lufttilførsel ansås for at være alt for luksuriøs og det reducerede desuden bundtiden. Med denne udrustning dykkede de rutinemæssigt til 20 meter.

Lette apparater

En af klubbens medlemmer var den tekniske ekvilibrist Åke Follin, som i 1950 bestemte sig for at udvikle sin egen lungeautomat. 

– Jeg byggede den ud fra et billede, jeg havde set i en bog af Hans Hass. Der ser man et luftapparat med dobbeltslange, reduktionsventil og en membran omme i nakken, fortæller Åke. Han fandt stumper hos en jernhandler. Førstetrinnet kom fra en AGA-iltflaske og dåsen til membranen (andettrinnet) fremstillede han selv.

De lette lungeautomater gav dykkerne en større bevægelighed og de foretog regelmæssige ture i Göteborgs skærgård. Dragter havde man ikke endnu, så det var kameluldsundertøj, der sørgede for isoleringen. Det forhindrede ikke gutterne i at dykke et godt stykke ind i november måned. 

– Følelsen af at befinde sig under vand, fortrængte kulden. Men da vi kom op igen var vi bogstaveligt talt blåfrosne, mindes Hasse Sahlén. 

I begyndelsen af 50’erne tog de på rejser med klubben til Middelhavet og det var på sådan en tur, at idéen til ekspeditionen opstod. Planen var at sejle med båd ned til det dengang ukendte Rødehav. De fik lov til at låne en udtjent kutter af en gavmild værftejer. På knap en måneds tid blev skuden renoveret, så den kunne fungere både som bolig og dykkeplatform under ekspeditionen. I starten hed hun René av Hälsingborg, men det klingede ikke specielt eksotisk, så man bestemte sig for at omdøbe hende til Red Sea. 

Takket være private donationer og gode kontakter med personer, der var villige til at bidrage med kapital, fik man samlet en grundformue. Resten af pengene kom ud af egen lomme. Den endelige regning for...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også