Flemming Quist Møller

Oprindeligt var idéen til Bennys Badekar seks kortere film, der alle sammen handlede om fantasi og virkelighed. Den bedste af de historier, vi havde, var Bennys Badekar og så udbyggede vi den med nogle inspirationsskitser. Jeg sad professionelt og fandt på historier til børn, så jeg beskæftigede mig hele tiden med at prøve at finde på gode historier. Den bygger selvfølgelig på min egen fascination af at svømme rundt i den eventyrverden, der er under vandet. Jeg tænkte tilbage på, da jeg var lille og legede og hvor ting blev levende. Jeg var på arbejde oppe i hovedet, og greb tilbage til mine barndomsminder, hvad der fascinerede mig dengang og hvad der var skægt.
Flemming Quist Møller er et barn af havet – eller han var i hvert fald et barn i havet.
Vi sidder ved den åbne terrassedør ud mod den vildtvoksende have, der skråner ned mod Øresund. Havet er spejlblankt og sensommervarmt og solen står i bjælker ind gennem ruderne i det gamle hus ved Strandvejen. Huset er også barndomshjemmet og beliggenheden har, lige siden Flemming Quist Møller var en lille dreng, givet anledning til utallige svømmeture. Sundet var legeplads for Tårbæk-ungerne, og erindringerne om barneårene er endnu ikke tørret ind.
– Det var først det år, jeg blev tolv i 1954, at frømasken kom til Danmark. En af mine kammerater, hvis far dyrkede sejlsport og havde været i Amerika, havde et snorkelsæt med hjem til knægten. Den kammerat kom altid herop om sommeren og legede med mig og de andre rødder, der havde små, hjemmelavede både, vi vappede rundt i. Men fra han kom med den her maske, var det fuldstændig som en ny verden, der åbnede sig. Man kan jo ikke se ordentligt, når man ikke har en maske foran sig. Inden da havde vi faktisk prøvet at bygge en vandkikkert for at kunne se ned på bunden fra vores små både. Og det var et jammerligt syn. Det var noget, vi byggede af træ, kit og maling og nede hos glarmesteren, havde vi fået sat glas i. Det var et lille skummelt billede man fik ud af det, og det viste sig også, at den slet ikke kunne holde tæt. Men vi havde dog gjort forsøget, fordi jeg var så opsat på, at jeg ville se klart, hvad der var nede under vandet. Så da den der maske pludselig dukkede op, var det altså som at komme i himmerige.

Frømandsklubben Neptun
– Året efter kunne man købe maske, snorkel og finner i sportsforretningerne, og det brugte jeg alle mine sparepenge på, og som 14-årig var jeg fuldt ekviperet. Vi havde hørt om en frømandsklub for voksne, som holdt til nede i Skovshoved Havn. En af drengene kendte én, der hed Orla, som var elektriker og med i den klub. Og Orla var vores kæmpe helt. Han fortalte, at de svømmede rundt og stangede ål. Så fandt vi ud af, at det skulle vi i hvert fald også. Jeg fik overtalt min far til at investere i en ålesaks, mod at han fik alle de ål, jeg stangede. Vi svømmede rundt og rundt, men det tog faktisk en hel sommer, før jeg fandt ud af teknikken. Man skal ikke...