Crystal River

Det var egentlig ret spontant, da vi besluttede os for, at vi ville se hvad Crystal River havde at byde på, og vi havde ikke bestilt nogen tur på forhånd. Vi surfede lidt på nettet og fandt noget der hed Swim with the Manatees, et arrangement, der foregik klokken 08.00 næste dag – og vi havde mindst to timers kørsel fra Orlando. Det blev en kort aften med kriblen i maven, for vi måtte op tidligt om morgenen: Klokken 05.00 ringede vi til Capt. Mike, som påstod at have åbent fra netop dette klokkeslæt. Det er aldrig nogen god følelse at ringe til nogen på den tid af døgnet, men du godeste! Mike var vågen og klar til dagens forretninger. Før vi vidste af det, det havde vi bestilt og betalt en sekstimers tur omtalt som The Ultimate Manatee Experience, og så måtte vi se at komme af sted. Capt. Mike virkede lidt skeptisk over om vi ville nå det, men lovede, at Capt. Doreen ville vente på os i havnen klokken 08.00 sharp, bare vi fandt vej. Som sagt, så gjort.
Efter et par ufrivillige omkørsler og nogle ekstra miles på triptælleren, rullede vi ind i den søvnige landsby Crystal River ude på Floridas vestkyst. Her drejer det meste sig om Manatees – vi nåede at se lokalerne til både Manatee Plumber Co., Manatee Auto Sales og Manatee Office & Computer Supply på vejen til havnen. Hvad søkøerne skal med alt dette, vides ikke, men hilse på dem skulle vi i hvert fald – og tror du lige, at vi glædede os?
Nede ved broen lå et mystisk, firkantet fartøj, der lignede en lille campingvogn på pontoner – og ganske rigtig stod Capt. Doreen smilende og ventede på os. Cool! med besøg helt fra Norge, hun havde vist nogle slægtninge et eller andet sted der, Well! De var i hvert fald fra Scandinavia. Og ganske nært beslægtet måtte vi være, selv om ingen af os hedder Capt. til fornavn. Det var vist ellers et ret almindeligt fornavn i Crystal Springs, så det ud til. De andre gæster, et amerikansk ægtepar som definitely! ville besøge Norge næste år, ankom og vi tøffede ud i Kings Bay, den inderste del af Crystal River.

Manatee-briefing
Undervejs fik vi en briefing, færdigindspillet på DVD, og Capt. Doreen sagde, at vi bare kunne tage den med ro. Bådene må ikke længere sejle hurtigere end idle speed – gangfart – i Crystal River, fordi så mange søkøer tidligere er blevet dræbt eller såret af bådskruer. Der var desuden ikke så langt til det første sted vi skulle stoppe, og efter 20 minutters tøffen ankrede Capt. Doreen op. Vi gjorde os klar. Måske var vi heldige at få nogle søkøer at se i første forsøg? Vi blev formanet om, at hvis de lå stille på bunden, skulle vi ikke nærme os. Da lå de nemlig og sov. Hvis der var nogen vågne, ville de sandsynligvis komme hen til os for at blive kløet på maven, sagde Capt. Doreen. Vi så vantro på hinanden. Var det muligt, at det var så let? Vi havde forestillet os en dag med eftersøgning af søkøer, og forhåbentlig et glimt og et foto før vi satte næsen hjemad. Men dette virkede over...