Dahab
– Sinais guld
Dahab har i mange år været kendt blandt verdens hippier og da området var besat af israelerne, var det ikke usædvanligt at opleve en rastafari-flipper med en joint i munden ved siden af en patruljerende soldat. I dag finder man stadig hippien, men soldaten er væk og erstattet af et stort antal dykkere, der tiltrækkes af steder med så eksotiske navne som Canyon, Bells og Blue Hole, der er mest kendt for de tragiske dødsfald, som desværre har gjort det, i øvrigt smukke sted, til en undervands-kirkegård for letsindige dykkere.
Fra Lufthavnen i Sharm el Sheik er der en times kørsel til Dahab – for en egyptisk taxichauffør altså. For én selv ville det nok tage et par timer. Men med 140 km i timen, selv gennem sving og uden hænder, når man skal tænde den uundværlige cigaret, tager de ca. 95 km ikke lang tid. In sha’Allah – om gud vil!
Allah ville, og jeg ankom i god behold til Dahab og hotellet ved Inmo Divers, hvor tyske Ingrid og hendes mand egypteren Mo (Mohammed) bød os velkommen. Hele ugen skulle jeg dykke med en god gammel ven, skribenten og radio-journalisten John Nightingale. John har dykket ved Dahab gennem de sidste ti år, og han har 15 loggede dyk i Blue Hole på 65 meter. Jeg skal også dykke på Blue Hole, men ikke så dybt.
Klovn
Vi får hurtigt arrangeret et ud-check-ningsdyk ved Lighthouse, et af de mest populære steder i Dahab. Stedet ligger lige midt på dødsruten langs strandpromenaden. Man kommer til et dykkersted i Da-hab ved at sætte sig op på ladet af en beduintaxi, og så lade chaufføren køre sig til stedet. Her venter han til man er færdig for at køre én tilbage igen. Hele turen inklusive ventetid fås for under 50 kr.
Lighthouse er omgivet af dykkercentre og nye dykkere bliver uddannet på samlebånd. Men alligevel vader vi ikke oven på hinanden og vi mødte ingen under vandet. Her er god plads til os alle og koralrevet ved Lighthouse ser ikke ud til at lide overlast af de mange, der benytter lokaliteten.
Jeg har problemer med afbalanceringen og må lægge et par sten i lommerne. Rødehavet snyder altid fordi det høje saltindhold giver meget opdrift. Det er fantastisk når måneders venten på netop dette øjeblik opfyldes. Jeg lukker luften ud og glider ned i det varme vand. Sigten er uendelig og korallerne med dens beboere stråler i alle farver.
Koralrevene langs kysten har det rigtigt godt og på vores første dyk, der ikke går dybere end ti meter, åbner en fantastisk verden sig for os. Den lille klovnfisk, der lever beskyttet blandt søanemones tentakler, gør nogle modige udfald mod os. Den finder snart ud af, at vi ikke vil den noget ondt. Den lader os være, og bakker godt ind i anemonen igen. Klovnfisken er uberørt af anemonens gift og bruger sin vært som forsvar mod egne fjender. Ud og ind mellem korallerne svømmer et par sommerfuglefisk synkront. Det er dejligt at se, hvor godt re-vet har det her.
søhesten Vi svømmer tilbage mod stranden og på et af de tove, der holder et afspærret område for dykkerelever fast, går en gammel drøm i opfyldelse. Først kan jeg ikke se, hvad John peger på, men så få jeg øje på en søhest! Et ret stort eksemplar, helt sort og næsten 15 centimer lang som sidder helt ubevægelig med halen snoet om tovet. Det er dens ubevægelighed samt farven, der gør den svær at få øje på. Da vi svømmer væk fra den, vender jeg mig om og ser en gruppe dykkere passere. De er lige ved at sparke til den.
Jeg er godt opstemt. Tænk at skulle opleve en søhest på det første dyk ved Dahab....
