DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Rejse  Resa
Sharm el Sheikh – stadig sharmerende
Sharm el Sheikh – stadig sharmerende
Sharm el Sheikh – stadig sharmerende
Sharm el Sheikh – stadig sharmerende

Sharm el Sheikh

– stadig sharmerende

Tekst og foto Jesper Kjøller

Sharm el Sheikh er nok en af verdens bedst kendte og mest populære dykkedestinationer – og så ligger den kun fem timers flyvning og en enkelt tidszone fra Skandinavien. Mange danskere har haft deres første oplevelser med tropisk dykning på nogle af Sharm el Sheihks berømte dykkesteder, men også garvede dykkere kommer gerne igen og igen. Det store volumen af dykkere, der i de sidste 10-15 år har kastet deres kærlighed på Sinai-halvøen har differentieret udbudet af dykkemuligheder kolossalt. Du kan derfor finde alle former for dykning i området. Uanset om du efterspørger luksus-liveaboard, fridykning på eliteplan, begynderkurser, teknisk dykning, instruktøruddannelse, rebreather-kurser, ekstrem dyb vragdykning eller bare en stille og rolig uge med daglige bådture, kan Sharm el Sheikh opfylde dine forventninger.
De omkring 30 afmærkede dykkesteder fra Jackson Reef i nord til Shark Reef og Yolanda Reef i syd kan opdeles i tre hovedområder. Tiran i nord, Local i området omkring Sharm el Moya og Naama Bay og endelig Ras Mohammad på Sinais sydspids.

Tiran
Midt i Tiran-strædet finder du fire majestætiske rev på rad og række. De rejser sig op fra dybet mere end 300 meter nede. Fra nord mod syd hedder de Jackson, Woodhouse, Thomas og Gordon, opkaldt efter de engelske korttegnere, der oprindeligt indtegnede de forræderiske skær på datidens søkort. Alligevel er talrige skibe gået på grund gennem tiderne. Der står således flere forulykkede fartøjer og ruster oppe på korallerne.
Historiens vingesus kan stadig fornemmes i dette område. Det var nemlig her ægypterne i 1967 opstillede kanoner for at forhindre Israelerne i at sejle til og fra Eilat i bunden af Aquaba-bugten. Det ville tvinge israelerne til at bevæge sig hele vejen uden om Afrika, hvis de ville handle med resten af verden. Israel svarede igen ved at besætte Sinai-halvøen på seks dage.
Jackson ligger som det nordligste af de fire rev. Der er næsten altid strøm og vind fra nord, så dykkebådene lægger til på sydsiden ved en af de faste fortøjningsbøjer. Jackson er et vægdyk i ordets mest oprindelige betydning. Et lodret drop-off til 80-100 meters dybde venter lige under båden. I starten af dykket kan man godt se, at der her har været tusindvis af dykkere. Især på det lave vand, tæt på revet, hvor der er blevet lavet tonsvis af sikkerhedsstop gennem tiden. Men når man kommer lidt væk fra bådene, begynder Jackson at folde sig ud i al sin magt og vælde. På begge skuldre af revet, der hvor strømmen fra nord for alvor sætter sig præg, finder man en af de flotteste koralhaver i hele Rødehavet. De to plateauer er på størrelse med et par fodboldbaner og er ikke dybere end 8-10 meter. Men her hvor den stærke strøm nordfra skaber ideelle vækstbetingelser, er der så frodigt, at man overhovedet ikke kan se spor efter mennesker. Her er man midt i akvariet og kan på ét enkelt dyk se stort set alle de livsformer, der trives i det nordlige Rødehav....

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også