DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

  Dykkemedicin  Dykerimedicin
DAN – dykning og posttraumatisk stress
DAN – dykning og posttraumatisk stress
1 af 1

– dykning og posttraumatisk stress

af John R. Yarbrough, Ph.D.
For ikke så længe siden fik Divers Alert Network et brev, som beskrev en dødsulykke på en dykkebåd i det sydlige Stillehav. Brevskriveren spurgte hvorfor ingen i gruppen var blevet tilbudt psykologisk krisehjælp eller anden form for debriefing. En dykkeulykke kan som oftest behandles medicinsk. Men hvad med minderne om den?

Efter terrorangrebet den 11. september 2001, blev mange menneskers bevidsthed om posttraumatisk behandling øget betydeligt. Det gjaldt især personer, der var ansat inden for den offentlige sektor. I første omgang blev politibetjente og brandmænd fra New York genstand for posttraumatisk rådgivning. Det er en behandling, der derovre kaldes critical incident stress management (CISM – stresshåndtering i forbindelse med krise). Store skarer af frivilligt sundhedspersonale samledes i New York City for at hjælpe til med samtaleterapi og rådgivning efter terrorangrebet. Inden da anede de fleste New Yorkere knap nok, at sådan en behandling eksisterede.

Hvorfor får dykkere ingen krisehjælp?
Sørgeligt nok er svaret, at der skal mange omkomne til som fx ved et flystyrt, en skibskatastrofe eller et terrorangreb, for at de ansvarlige myndigheder bliver råbt op og ændrer deres rutiner.
Ulykkeligvis tilbydes der aldrig krisehjælp pr. automatik som følge af en isoleret dykke- og dødsulykke. De fleste uddannelsesorganisationer tilbyder redningskurser (fx rescue diver), men kun et fåtal af kurserne berører spørgsmålet omkring dykkerens psykiske reaktioner efter en indtruffet ulykke. Og endnu færre sigter på at give psykologisk støtte til de dykkere, der var vidner til ulykken eller på anden vis impliceret. Til gengæld diskuteres sådanne spørgsmål ofte i forbindelse med instruktøruddannelser.
Som dykkere bliver vi berørt af nyheder om hvordan andre dykkere er forulykket mens de udøvede deres sport. Alligevel er der ingen ressourcer i dykkemiljøet, som kan tage hånd om den posttraumatiske stress, der uvægerligt opstår efter dykkeulykker med dødelig udgang. Det sker heller ikke efter ekstremt traumatiske situationer som at blive efterladt ude på havet af dykkebåden. Det kan opleves som om andre er ligeglade med en. Den egentlige årsag er nok, at kun relativt få dødsulykker og alvorlige skader indtræffer i forbindelse med dykning. DAN USA rapporterede 77 dykkerelaterede dødsfald i 2001. Sammenlignet med antallet af ukomplicerede fornøjelsesdyk og tekniske dyk det samme år, er tallet forsvindende lille. I et studie fra Canada beskrives dykning som en af de sikreste fritidsbeskæftigelser.
Måske er det ikke alle hændelser, der rapporteres. De kategoriseres som ”tæt på”-hændelser, der ikke har medført nogen alvorlig skade. Eller måske bliver nogen skadet, men ikke alvorligt. Rapportering til DAN er ikke obligatorisk. Organisationen får i vid udstrækning deres information fra retsmedicinere, patologer og politimyndigheder. En del ulykker rapporteres af vidner, familiemedlemmer, nyhedsmedier og dykkevirksomheder som butikker og dykkecentre.
DAN USA har sin primære registreringsvirksomhed inden for USA. En fatal dykkeulykke i Thailand får ikke samme opmærksomhed i medierne som de drukneulykker, der indtræffer på grund af en storm i Centralamerika. Ofte anses ulykkesrapporter for at være dårligt for...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også